Høringssvar
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af minimumsbeskatningsloven, ejendomsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og ligningsloven
Hermed fremsendes BL - Danmarks Almene Boligers bemærkninger til forslag til lov om ændring af minimumsbeskatningsloven, ejendomsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og ligningsloven. Da høringen ved en fejl i forbindelse med Skatteministeriets udsendelse ikke blev sendt til BL, er det aftalt med ministeriet, at BL har høringsfrist til den 3. april 2024.
Lovforslaget vedrørende ejendomsskatteloven indeholder en ændring af § 33, stk. 6 nr. 1 som medfører, at virksomheder vil have mulighed for at betale en foreløbig dækningsafgift, som vil være mere i overensstemmelse med den endelige stigningsbegrænsede dækningsafgift, som opgøres på baggrund af de almindelige 2023-vurderinger.
Det er positivt, at der nu åbnes mulighed for frit at korrigere beløbet ved anden rateopkrævning for dækningsafgift 2024, således at den samlede opkrævning for 2024 bliver retvisende.
Lovforslagets § 3 vedrørende ejendomsvurderingsloven udgør en ophævelse af lovens § 87 b, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., og § 88 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt. Muligheden for indeksering af 2022 og 2023 vurderingerne, er hensigtsmæssige, da de vil kunne nedbringe forventelige efterreguleringer, når de endelige vurderinger kendes.
Venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør