Høringssvar
Høring over ændring af bekendtgørelse om grundlæggende kontraktmæssige rettigheder på varme- og køleområdet
BL – Danmarks Almene Boliger har den 24. februar 2026 modtaget høring over udkast til ændring af kontraktbekendtgørelsen.
Det foreslås, at der laves en tilføjelse i bekendtgørelsens § 7 om, at resuméet skal være udfærdiget på en forståelig måde i et præcist og enkelt sprog. Det kan med fordel også præciseres, hvad der ligger i
forpligtelsen til at oplyse om fastsættelse af priser og tariffer.
Der synes umiddelbart at være en mere omfattende oplysningspligt i kontraktbekendtgørelsen, end direktivet lægger op til, idet der i direktivet står ”et resumé af de vigtigste kontraktbetingelser, herunder priser og tariffer,” mens der i bekendtgørelsen står ”de vigtigste kontraktbetingelser, herunder fastsættelse af priser og tariffer”.
Energistyrelsen har over for BL oplyst, at resuméet skal give slutbrugeren et overblik over, hvad der er bestemt i kontrakten om fastsættelse af priser og tariffer. Energistyrelsen vurderer ikke, at bestemmelsen skal forstås som en omfattende forpligtelse til at redegøre nærmere for, hvordan energivirksomhedens tariffer beregnes.
Typisk vil der ikke fremgå andet af kontrakten, end at takster udarbejdes under hensyntagen til Forsyningstilsynets retningslinjer, og at takstbladet anmeldes til Forsyningstilsynet. Det fremstår derfor uklart, hvad bygningsejeren skal oplyse slutbrugeren om, jf. § 7, stk. 1, i relation til fastsættelse af priser og tariffer.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør