Skip to main content Skip to footer

Høringssvar

Høring af bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne, i ø-kommuner og Bornholms Regionskommune samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne

Oprettet: mandag den 10. august 2026
Sideansvarlig: Mette Nørgaard Larsen

BL – Danmarks Almene Boliger har den 3. juli 2026 modtaget Høring af udkast til ændring af bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne, i ø-kommuner og Bornholms Regionskommune samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne.

Det er positivt og nødvendigt, at ordningen forlænges, og puljen tilføres flere midler. Det er samtidig en afgørende forudsætning for puljens anvendelse, at det nu bliver muligt at få tilskud til projekter, som
overskrider maksimumbeløbet, idet opførelsesomkostningerne på visse øer kan være væsentligt forhøjede som følge af transportforhold og logistik.

Den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 1 fastsætter, at det er en betingelse for at opnå tilskud, at kommunalbestyrelsen i ansøgningen tilkendegiver, at den vil give tilsagn om ydelsesstøtte til etablering af boligerne
efter almenboliglovens § 115, stk. 1-6, eller § 117, stk. 1. Og af § 12, stk. 2, nr. 2 fremgår det, at det er en betingelse for at opnå tilskud, at kommunalbestyrelsen, på grundlag af de i ansøgningsskema A indberettede oplysninger i Social- og Boligstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB, ikke har givet tilsagn om støtte.

BL tolker bestemmelserne sådan, at det er en betingelse for at opnå tilskud, at kommunalbestyrelsen i ansøgningen om tilskud til styrelsen tilkendegiver at ville give tilsagn om ydelsesstøtte. Samt at der er
indberettet skema A, men at kommunen endnu ikke i BOSSINF har givet tilsagn om støtte. BL opfordrer til, at sammenspillet mellem § 12, stk. 1, nr. 1 og 2 tydeliggøres, og at det angives, hvorledes kommunalbestyrelsen skal forholde sig ved ansøgninger til projekter, som forud for tilskud overskrider maksimumbeløbet, og kommunalbestyrelsen derfor ikke kan give tilsagn.

Der bør forsat løbende være en evaluering af, om der er behov for at medtage yderligere øer i ordningen.


Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør