Det betyder, at der gerne må afholdes f.eks. bestyrelsesmøder eller direktionsmøder, men disse møder ikke må afholdes som fysiske møder, hvis der - på nuværende tidspunkt - deltager mere end 10 personer.
Det skyldes, at der for øjeblikket gælder to forsamlingsforbud i Danmark – et lille og et stort forsamlingsforbud. Forsamlingsforbuddene fremgår af epidemilovens § 6 og tilhørende bekendtgørelser.
Det lille forsamlingsforbud regulerer, at maksimalt 10 personer må forsamles – både udendørs og indendørs - indtil videre indtil den 8. juni 2020. Forbuddet er pt. nærmere beskrevet i bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19.
Det store forsamlingsforbud slår fast, at maksimalt 500 personer må forsamles indtil udgangen af august 2020. Det store forsamlingsforbud er underlagt det lille forsamlingsforbud, indtil dette ophæves. Forbuddet er pt. nærmere beskrevet i bekendtgørelse om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndteringen af covid-19.
Undtagelser til forsamlingsforbuddet
Forsamlingsforbuddene gælder ikke i private hjem, i Folketinget samt flere andre steder. Der er en særlig undtagelse i bekendtgørelsens § 12, stk. 2, hvoraf fremgår, at forbuddene heller ikke gælder for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
Denne undtagelse omfatter bl.a. retten til demonstrationer og har til hensigt at sikre den grundlovssikrede ret til forsamlinger. Bestemmelsen er ikke tænkt til at omfatte møder i de almene boligorganisationer eller boligadministrationer.
Tidligere fremgik det ikke af bekendtgørelserne, hvordan arbejdspladser var omfattet. Det fremgår dog af bl.a. af epidemilovens bemærkninger, at forsamlingsforbuddet er tænkt i en bred sammenhæng og kan omfatte enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, herunder også på arbejdspladser – dog således at forbuddet ikke gælder den almindelig tilstedeværelse på arbejdspladsen, men omfatter forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder. Dette må også omfatte ledelsen af en virksomhed eller forening, herunder bestyrelsesarbejde.
Det fremgår dog nu direkte af bekendtgørelsen om det lille forsamlingsforbud § 3, stk. 4, der blev indført den 18. maj 2020, at forbuddet ikke gælder for almindelig ophold og færden på en arbejdsplads, som er et naturligt eller nødvendigt led i udførelsen af det pågældende arbejde. Bestemmelsen må fortolkes og forstås i overensstemmelse med lovens bemærkninger.
Det er på den baggrund BL’s vurdering, at alle møder i den almene sektor er omfattet af forbuddene.
Det er derfor vores anbefaling, at der fortsat ikke afholdes møder i beboerdemokratiet – og at der heller ikke afholdes fysiske bestyrelsesmøder, direktionsmøder og lignende, der omfatter mere end 10 deltagere.
Vi informerer yderligere, når der kommer ændringer til forsamlingsforbuddene, der får betydning for boligorganisationerne.
For god ordens skyld oplyses, at en overtrædelse af forsamlingsforbuddet kan straffes med bøde på 2.500 kr. pr. person.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Sanne Steen Petersen