Ensomhed i almene boligområder
Hvordan skaber og understøtter vi fællesskaber, der modvirker ensomhed?
Hvordan arbejder vi med at bekæmpe ensomhed?
I BL arbejder vi for at styrke fællesskaber og skabe rammerne for, at flere kan deltage i de positive fællesskaber, der modvirker ensomhed og som er afgørende for at opnå velfungerende og bæredygtige boligområder, hvor mennesker trives.
Ensomhed, mistrivsel og sundhed
Mange mennesker føler sig ensomme. Tallet har været stigende i en årrække, og ved sidste måling oplevede 12,4 pct. af alle voksne over 16 år ensomhed (Kilde: Den nationale sundhedsprofil 2021). Det svarer til knapt 600.000 personer. Især er ensomheden blandt unge i alderen 16-24 år vokset markant - her er andelen, der føler sig ensomme 22 pct. Langvarig ensomhed kan føre til alvorlig mistrivsel og øge risikoen for fysisk og psykisk sygdom.
Hver 6. person eller 965.000 mennesker i Danmark bor alment og en relativt stor andel af disse er enlige. Omtrent 2 ud af 5 af de almene beboere er enlige uden børn, mens ca. 7 pct. er enlige med børn. Dette står i kontrast til den ikke-almene boligsektor, hvor der er en højere andel af par bosat.
At bo alene eller være enlig betyder ikke, at man er ensom, men blandt de 965.000 almene beboere vil der naturligvis være en del, der også oplever/har oplevet ensomhed eller er i risiko for at komme til det.
Sociale relationer har stor betydning for menneskers fysiske og psykiske helbred. Studier har vist, at personer, der føler sig ensomme har øget risiko for blandt andet forhøjet blodtryk, hjertekarsygdom og metabolisk syndrom, der er en kombination af symptomer som overvægt, højt blodtryk mv. Stærke sociale relationer mindsker derimod risikoen for psykiske lidelser, ligesom personer med stærke sociale relationer har en lavere dødelighed end personer med svage sociale relationer.
Der er således masser af gode grunde til at udvikle og understøtte lokale fællesskaber, der både giver sunde boligområder og modvirker ensomhed og isolation blandt beboerne.
Sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger 2021
Tallene fra den Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at 26 procent af almene beboere vurderer, at de har et dårligt eller mindre godt helbred. Imidlertid gælder det 14,8 procent af den øvrige befolkning.