Elspareportalen er nu åbnet på BL's hjemmeside og portalen skal hjælpe afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer med el-besparelser.
BL Informerer nr.1909
Elspareportalen er åbnet
Elspareportalen er nu åbnet på BL's hjemmeside og portalen skal hjælpe afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer med el-besparelser.
Elspareportalen giver gode råd til at komme i gang med el-besparelser lokalt i boligafdelingerne. Portalen har været under udvikling gennem de seneste 2 år.
Elspareportalen er bygget op som led i et el-spareprojekt, hvor erfaringer fra kortlægninger i 10 boligafdelinger viser, at der kan spares 10 -35 % af det fælles elforbrug i den enkelte afdeling.
Elspareportalen hjælper med at finde gode måder til at sænke el-forbruget i boligafdelingerne gennem gode historier, tjeklister, beregningsværktøjer og vejledninger. Portalen henvender sig primært til afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer, men det administrative personale kan også have gavn af at benytte Elspareportalen.
For afdelingsbestyrelser findes der anvisninger til at gennemføre beslutninger om el-besparelser i afdelingen. For ejendomsfunktionærer er der råd at hente til det daglige arbejde med drift og tekniske installationer i afdelingen og der er gode råd til at finde de rigtige indsatsområder for el-besparelser i afdelingen.
Som et led i el-spareprojektet er der samtidig udviklet kurser til ejendomsfunktionærer og til afdelingsbestyrelser, som skal ruste deltagerne til at arbejde målrettet med el-besparelser. På Elspareportalen kan der læses mere om kurserne eller man kan kontakte Kursusafdelingen i BL.
Kurserne rulles ud over hele landet i andet halvår 2009 og kan også rekvireres af det enkelte boligselskab. BL anbefaler, at administrationerne hjælper til med at få sat el-besparelser på dagsordenen i boligorganisationen og få afdelingsbestyrelser og medarbejdere på kursus.
I det seneste nummer af Boligen er der indlagt en ny pjece "Spar el", som beskriver lidt mere om kurser og om nogle af de gode erfaringer og råd, der kan findes på portalen.
Både Elspareportalen og kurserne gennemføres med støtte fra Elsparepuljen hos Dansk Energi.
Med venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Fløche