BL vil i forlængelse af de udsendte pjecer om personalepolitik og medarbejderudviklingssamtaler (MUS) godt præcisere, at en MUS-samtale altid vil være en samtale mellem ledelsen i en boligorganisation og medarbejderne.
BL Informerer nr.0708
Ejendomsfunktionærer og medarbejderudviklingssamtaler
BL vil i forlængelse af de udsendte pjecer om personalepolitik og medarbejderudviklingssamtaler (MUS) godt præcisere, at en MUS-samtale altid vil være en samtale mellem ledelsen i en boligorganisation og medarbejderne. Dog vælger en del boligorganisationer for ejendomsfunktionærernes vedkommende at benytte de respektive varmemestre som ledelsens repræsentant i MUS-samtaler med bl.a. gårdmænd m.m. Dette er forkert, da varmemestre som udgangspunkt ikke har formelle ledelsesbeføjelser, og ejendomsfunktionærernes fagforening vil derfor kunne kræve en bod for brud på overenskomsten.
Hvis der derimod er tilfælde, hvor varmemestrene reelt har eksempelvis inspektørlignende ledelsesbeføjelser og derfor afholder samtaler med deres kollegaer, skal den enkelte boligorganisation give varmemestrene kompetence til at indgå aftaler bl.a. omkring efteruddannelse, kurser m.m., således at samtalen giver mening for begge parter. Hvis dette ikke er muligt, må boligorganisationen lade andre overtage forpligtelsen vedrørende afholdelse af den årlige MUS-samtale for ejendomsfunktionærerne.
Venlig hilsen
Gert Nielsen / Lars Schmidt