På baggrund af en række forespørgsler om den nye ”call-in” bestemmelse i almenboliglovens
§ 37, stk. 4-6, er der anledning til at præcisere betingelserne for at bruge bestemmelsen:
Reglen giver boligorganisationens øverste myndighed adgang til at træffe beslutning om iværksættelse af nedenstående nødvendige foranstaltninger, hvis afdelingsmødets godkendelse ikke kan opnås, eller forslaget forkastes ved urafstemning:
- større renoveringsarbejder,
- større energibesparende foranstaltninger,
- boligsociale helhedsplaner og
- fremtidssikring af bebyggelsen.
Øverste myndighed kan ikke delegere beslutningskompetencen til organisationsbestyrelsen.
Baggrunden for reglen er, at det i nogle situationer kan være svært at opnå balance mellem hensynet til de nuværende lejeres behov og hensynet til tidssvarende og socialt velfungerende boligområder i fremtiden.
Det er udgangspunktet, at de velkendte demokratiske processer fungerer godt og som hovedregel fører til fornuftige og langsigtede løsninger. Derfor er det kun i ovennævnte helt særlige situationer, der har været behov for at styrke boligorganisationens beslutningsevne.
Udgangspunktet er således, at afdelingens indflydelse ikke tilsidesættes. Derfor skal boligorganisationen som hidtil søge afdelingens tilslutning til arbejder og aktiviteter. Kan afdelingens samtykke til de påtænkte arbejder og aktiviteter ikke opnås i første omgang, er det forudsat, at boligorganisationen går i dialog med afdelingen om tilretning af planerne, så afdelingen kan gå ind for disse.
Kun i de helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at nå til enighed om iværksættelse af arbejder og aktiviteter, som efter øverste myndigheds vurdering er nødvendige for at gøre boligerne og boligafdelingen tidssvarende og konkurrencedygtige for en bred kreds af boligsøgende, kan øverste myndighed beslutte at gennemføre disse uden afdelingens samtykke.
Modernisering af køkkener og badeværelser kan ikke gennemføres uden afdelingens samtykke, medmindre disse er nødvendige for det samlede projekt (f.eks. ved sammenlægning af lejligheder).
Socialministeriet vil i overensstemmelse med lovforslaget fastsætte nærmere regler om, at øverste myndighed kun kan træffe beslutning om at gennemføre modernisering af køkken og bad, hvis moderniseringen indgår i en helhedsplan med støtte fra Landsbyggefondens renoveringsramme efter lovens § 91.
Øverste myndigheds beslutning skal indberettes til Socialministeriet, så ministeriet løbende kan vurdere anvendelsen. Indberetningen indgives til kommunalbestyrelsen, der sender den videre til ministeriet. Indberetningen skal indeholde en redegørelse for arten og omfanget af arbejderne og aktiviteterne og en redegørelse for, at øverste myndighed har fundet det nødvendigt at bringe bestemmelsen i anvendelse. Der skal i den forbindelse redegøres for de skridt, der har været taget for at søge at opnå afdelingens samtykke.
BL anbefaler, at overvejelser om at træffe beslutningen drøftes med tilsynsmyndigheden inden beslutningen træffes.
Tvister mellem øverste myndighed og afdelingens lejere om brugen af call-in bestemmelsen kan indbringes for beboerklagenævnet efter § 101, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, i almenlejeloven.
BL vil gerne følge med i anvendelsen af call-in bestemmelsen, og vi opfordrer derfor medlemmerne til at orientere os, allerede når bestemmelsen forventes anvendt – ligesom vi gerne modtager kopi af den indberetning, der sendes til ministeriet/kommunalbestyrelsen.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Birgitte Fæster