3376 2020

Det var glædeligt, da et meget bredt flertal af folketingets partier i fredags enedes om en aftale, som kommer til at gøre en vigtig forskel for rigtigt mange borgere, der har det til fælles, at de er pressede af en galopperende inflation på daglige indkøb og nødvendigheder kombineret med tårnhøje energipriser.

Faktisk kommer aftalen til at hjælpe alle borgere i større eller mindre omfang, og brede grupper føler sig utvivlsomt også pressede på den ene eller anden måde. Men det brede fokus i aftalen betyder også, at de grupper, som er allermest økonomisk pressede lige nu, kan risikere ikke at blive hjulpet tilstrækkeligt med den risiko, at de kan blive sat ud af deres bolig.

I BL – Danmarks Almene Boliger offentliggjorde vi i sidste uge en analyse, som undersøgte hvilke borgere, der rammes allerhårdest af inflationen og de voldsomt stigende energipriser.

Konklusionen er ret klar: Unge og enlige almene beboere rammes hårdest af inflationen. Det gælder både de enlige, som har børn, og de som ikke har. De stigende priser gør et markant indhug i deres rådighedsbeløb. Faldet i rådighedsbeløbet for en enlig i alderen 18-29 år uden børn er på 26,1 procent. Det vil sige, at over en fjerdedel af deres rådighedsbeløb er forsvundet i løbet af det seneste halvandet år. Rådighedsbeløbet for enlige forsørgere i alderen 18-29 år til et barn er faldet med 14 procent til cirka 2.000 kroner om måneden, mens det for enlige forsørgere til to børn i samme aldersgruppe er faldet med 28,1 procent til 1.400 kroner om måneden.

Men bemærk, at analysens tal er gennemsnitstal. Bag gennemsnittene gemmer sig enlige med og uden børn, hvis rådighedsbeløb er et rundt nul eller ligefremt negativt. De står i en desperat og uholdbar situation, som med stor sandsynlighed kan føre til øget gældsætning med risiko for ikke at råd til at betale deres husleje. Den yderste konsekvens kan blive, at de ikke kan blive boende i deres bolig. Og havner de ”på gaden” vil det ikke bare have store menneskelige omkostninger, det vil også have store omkostninger for både kommuner og boligorganisationer. En udsættelse koster i gennemsnit 54.000 kroner for en boligorganisation og betyder en ekstraudgift for en kommune på 53.000 kroner (se beregning her: ”Hvad koster en udsættelse”).

BL’s nye analyse viser også, at antallet af udsættelser er højere end det foregående år, og tendensen er stigende. Det er virkeligt et signal, som vi som samfund ikke må sidde overhørig. Derfor skal min opfordring være, at vi fortsat har fokus på udviklingen og på at sikre en ekstra målrettet hjælp til de særligt udsatte grupper, som lige nu står i en virkeligt presset situation, som meget vel kan ende med, at de i sidste ende mister deres hjem.

Og det er vigtigt at en sådan økonomisk håndsrækning rammer helt præcist de borgere, som har allermest brug for det. Og hvordan gør man så det? Mit forslag kunne være at kigge på boligstøtten og det meget velfungerende system, som målretter støtten til dem, der har mest behov for det. I boligstøttesystemet ligger allerede de væsentligste oplysninger om borgerne i forhold til deres evne til at betale deres husleje. Man kender blandt andet deres husleje og deres indkomst, to helt afgørende oplysninger i forhold til at målrette en støtte alene til dem, der har allermest behov for den. Der er allerede i systemet mulighed for at give særligt tilskud til energiudgifter.

Som jeg ser det, så vi har altså allerede et administrativt apparat, der er velfungerende og som nemt og hurtigt kan levere den nødvendige hjælp. Det kan sikre, at vi kan målrette en økonomisk støtte præcist til dem med allerstørst behov. Det er klogt for samfundsøkonomien og ikke mindst i forhold til at undgå at bidrage til yderligere inflation.