Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.5511

BL og Dansk Byggeri har indgået et partnerskab om praktikpladser m.v.

Oprettet: tirsdag den 6. september 2011
Opdateret: fredag den 18. oktober 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Hvert år er der mange unge, som forgæves søger praktikplads inden for erhvervsuddannelserne. Vanskelighederne med at finde en praktikplads berører også de unge mennesker, som bor i almene boliger, særligt i de udsatte områder.

Samtidig bygger og renoverer almene boligorganisationer for milliardbeløb. Den almene sektor bidrager i ganske stort omfang til vækst og beskæftigelse i den danske byggebranche. Og blandt vores lejere findes det råstof, der også i fremtiden kan sikre, at byggebranchen har adgang til veluddannet arbejdskraft.

Derfor har BL og Dansk Byggeri indgået et partnerskab om praktikpladser.

I fællesskab opfordrer vi vores medlemmer til at indgå en dialog om mulighederne for at oprette og bevare praktikpladser. En sådan dialog kan naturligt tages, når der er indgået nye kontrakter. Ved længerevarende kontrakter kan dialogen være et led i det løbende samarbejde.

Ved bygge- eller renoveringsarbejder, der er et led i en helhedsplan for et udsat boligområde, opfordrer vi almene boligorganisationer og byggevirksomheder til at sætte særligt fokus på mulighederne for at gøre brug af uudnyttet arbejdskraft i boligområdet, herunder til f.eks. uddannelses- og praktikpladser, virksomhedspraktik, løntilskudsjob eller til fritids-/feriejob m.v. 

Der er tale om frivillige aftaler, som er helt uafhængige af udbudssituationen.


Sådan kommer du videre

Koncept til lokal aftale

For at understøtte de lokale aftaler har Dansk Byggeri og BL udarbejdet et fælles aftalekoncept, der kan bruges som udgangspunkt, når boligorganisationer og byggevirksomheder indgår lokale aftaler.

Herudover afhænger boligorganisationernes og byggevirksomhedernes aftaler i høj grad af det konkrete boligområde og byggeopgaven. Målet er først og fremmest flere praktikpladser, men hvis opgavens art eller varighed ikke kan berettige til en praktikant, kan andre former for beskæftigelses- muligheder overvejes. Man kan også have en dialog om praktikanter m.v. i forbindelse med arbejder, der ikke har med et bestemt boligområde at gøre - f.eks. fraflytningsarbejder.


Fyraftensmøder

I november afholder BL tre fyraftensmøder i København, Odense og Århus. Her vil vi give inspiration og introduktion til at komme i gang med lokale partnerskaber. Møderne retter sig mod administrative ledere i de almene boligorganisationer.


Udsatte boligområder

De udsatte boligområder er ofte kendetegnet ved, at en stor andel af beboerne er børn og unge. Områderne er også præget af, at mange står uden for arbejdsmarkedet.

Derfor er det i de udsatte områder særligt oplagt at tænke i partnerskaber, som kan sætte fokus på mulighederne for at gøre brug af uudnyttet arbejdskraft i forbindelse med større byggeopgaver. F.eks. til praktikpladser, virksomhedspraktik, løntilskudsjob eller fritids- og feriejobs.

Boligsocialnet er et ERFA-samarbejde som er etableret i samarbejde mellem BL og KL. Boligsocialnet opsamler og formidler viden til landets ca. 400 boligsociale medarbejdere

I efteråret 2011 vil Boligsocialnet have sociale partnerskaber på programmet.

Vi holder fire heldagsmøder rundt om i landet for boligsociale medarbejdere med fokus på beskæftigelse og opstart af partnerskaber mellem boligorganisationer og virksomheder. Møderne vil tage udgangspunkt i de konkrete projekter, vi allerede har erfaringer fra. 

Læs mere om Boligsocialnet på www.boligsocialnet.dk. Deltagerne i Boligsocialnet vil modtage invitationer til møderne.