3376 2020

Når man i FN-regi taler om de mest basale rettigheder, så starter man ofte med at tale om sikkerhed for mad og fred. Derefter er det retten til at have tag over hovedet, der prioriteres som vigtigst. Og ligesom at sult og krig desværre stadig hærger i verden, har vi langt fra sikret, at alle har en bolig. Et godt hjem, de kan kalde deres.

Udfordringen med at tilvejebringe ordentlige boliger, der også er til at betale, til alle er ikke alene en udfordring i tredjeverdenslandene. Det gælder også i hele EU-området, hvor det skønnes, at cirka 50 millioner mennesker i den såkaldte UNECE-region lever under utilstrækkelige boligforhold.

Det har fået mange boligeksperter, herunder FN’s særlige rapportør om retten til ordentlige boliger, til at erklære, at vores boligsystemer er “er i krise”.

Det var også årsagen til, at 40 boligministre sidste uge mødtes i Genève for at drøfte boligsituationen i FN’s Økonomiske Kommission.

Danmark er i internationalt frontfelt

Her blev boligministrene blandt andet præsenteret for den spritnye rapport “#Housing2030: Effective policies for affordable housing in the UNECE region”. Bag rapporten og dens konklusioner står blandt andre Housing Europe, som er en sammenslutning af boligorganisationer, der arbejder med ‘affordable housing’ – eller almene boliger som vi kalder det i Danmark.

Det er BL, som har formandskabet i Housing Europe, og som viceadministrerende direktør deltog jeg derfor også i FN-mødet i Schweitz.

Rapporten har været undervejs i to år. Den er lavet af et ekspertteam bestående af over 100 forskere, politiske beslutningstagere, boligudbydere og fortalere på tværs af landene. Rapporten stiller skarpt på, hvordan vi kan løse boligkrisen og fremhæver eksisterende politiske instrumenter og effektive praksisser.

Ikke sjældent men derimod meget ofte fremhæves den danske model på boligmarkedet, når debatten går på realiserbare løsninger. Det man internationalt især hæfter sig ved er først og fremmest, at almene boliger i Danmark er foreningsdrevne virksomheder. Det vi sige, at de er demokratisk ledet og non-profit.

For det andet at man arbejder med kommunal boligsocial anvisning samtidig med, at de fleste får en bolig via en venteliste, som er tilgængelig for alle borgere. Det modvirker social segregering.

For det tredje at den almene sektor udgør en femtedel af boligmassen, og at en sjettedel af Danmarks befolkning bor alment. Det vil sige, at ‘affordable housing’ er for alle og ikke kun de mindrebemidlede.

For det fjerde at den almene sektor har en substantiel kollektiv opsparing i Landsbyggefonden, som blandt andet gør det muligt at finansiere omfattende renoveringer og sikre sociale indsatser.

Modellen virker simpelthen, og det betyder, at vi kan tillade os at sige, at vi er i det internationale frontfelt, når det handler om at realisere FN’s verdensmål nummer 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund. 

Store udfordringer trods politiske intentioner

Selve omdrejningspunktet for vores arbejde i BL er verdensmål 11, da de vedrører selve formålet med de almene boliger. Et af vores primære fokusområder er at sikre billige boliger, som er en aktuel udfordring i Danmark. En udfordring – særligt i København – som statsminister Mette Frederiksen (S) også adresserede i sin åbningstale 4. oktober. 

En bæredygtig vækst i et lokalsamfund betyder i høj grad, at vi blander os i modsætning til, at vi deler os op efter indkomst, etnicitet, social status og uddannelse. Men her har vi store udfordringer trods udtalte politiske intentioner om det modsatte.

Lige så meget som at “den blandede by” er blevet et mantra, lige så meget er udviklingen i København gået i den forkerte retning. Bolig- og Planstyrelsen offentliggjorde i sommer en rapport, som sætter tal på, hvordan problemet egentlig hænger sammen.

Tallene viser nemlig, at der er bygget godt 10.400 boliger i områder, hvor lokalplanen stiller krav om andelen af almene boliger. Men ud af de 10.400 boliger er kun 635 almene familie- eller ungdomsboliger. Det svarer til blot seks procent af boligerne. I København er tallet fem procent. Det skal holdes op imod, at planloven giver mulighed for op til 25 procent.

Nyt boligudspil kan få stor betydning

Der er altså endnu et stykke vej at gå, før vi er i mål. Når Altinget spørger mig, hvor jeg foreslår, at vi sætter ind, vil jeg i første omgang fremhæve udfordringen med at nå op i nærheden af de 25 procent almene boliger i nye boligområder.

Her kommer det nye boligudspil som kaldet – om ikke fra himlen, så dog fra regeringen. Her foreslås det nemlig at styrke realiseringen af nye almene boliger.

Man kommer konkret med to forslag. For det første vil regeringen nedsætte en tastforce bestående af folk fra kommuner, boligorganisationer og Boligministeriet, som skal sikre hurtigere opførsel af almene boliger i nye byområder. For det andet vil regeringen stille betingelse om, at almene boliger opføres i samme takt som øvrige boligformer.

Det er begge supergode forslag, som – hvis de gennemføres – kan få stor betydning for en sund og socialt bæredygtig udvikling i Danmarks byer.