Analyser
Betydning af medbragt uddannelse for almene beboeres profil
De fleste indvandrere har en medbragt uddannelse fra hjemlandet. Forskning viser, at indvandrere med medbragt uddannelse klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end personer kun med grundskole, selvom afkastet af de medbragte uddannelser er lavere end danske uddannelser af samme niveau.
Danmarks Statistik har siden 2016 indsamlet oplysninger om indvandreres medbragte uddannelser. Disse oplysninger anvendes imidlertid ikke i Transport- og Boligministeriets årlige opgørelse af såkaldte udsatte boligområder og ghettoområder.
Medbragte uddannelser har betydning for ghettoopgørelse
De medbragte uddannelser har generelt stor betydning for de almene beboeres profil og for sammensætningen af ghettolisten. Uddannelse er nemlig ét af de parametre, der er med til at afgøre, om et alment boligområde kan betegnes som en ”ghetto” i Transport- og Boligministeriets årlige opgørelse.
Indvandrere, som har en medbragt uddannelse, ligestilles i opgørelserne med lavtuddannede, dvs. personer kun med grundskole eller en uoplyst uddannelse, og det har direkte betydning for, hvor mange områder, som lever op til kriteriet:
- I dag opfylder alle 28 boligområder på ghettolisten for 2019 kriteriet om mere end 60 pct. lavtuddannede. Medregnes indvandreres medbragte uddannelser vil ingen af områderne opfylde kriteriet, og 20 områder vil slet ikke være en del af listen.
- I 59 kommuner er mere end halvdelen af de almene beboere lavtuddannede, hvis der ses bort fra de medbragte uddannelser. Lader man indvandreres uddannelsesbaggrund indgå vil det kun gælde i 8 kommuner. Disse er primært kommuner i land- og yderområderne.
- Kun 7 ud af 28 ghettoområderne vil have flere end 50 pct. lavtuddannede, hvis de medbragte uddannelser medtages.
Figur 1. Pct.-point forskel i andel lavtuddannede blandt almene beboere, hvis medbragt uddannelse ikke medtages
Note: 30-59 årige primo 2019.
Kilde: BL's egne beregninger pba. af Danmarks Statistiks registerdata.
BL har i anden analyse desuden vist, at aldersafgrænsningen i uddannelseskriteriet også har betydning for, hvorvidt et boligområde er på ghettolisten. Læs analysen her.