Skip to main content Skip to footer

Drift og administration

Asbest

Læs om materialets historie, de sundhedsmæssige risici, lovgivningen omkring håndtering og sikker fjernelse samt gode råd til at beskytte dig selv og andre.

Oprettet: mandag den 6. januar 2025
Opdateret: tirsdag den 7. januar 2025
Sideansvarlig: Thorbjørn Færing Asmussen

Hvad er asbest?

Asbest er græsk og betyder uudslukkelig. Mineralet har været brugt i antikkens Grækenland, hvor man blandt andet udnyttede dets modstandsdygtighed overfor varme og ild til brandsikring. Disse egenskaber har også gjort, at det har været brugt i byggematerialer i mange år. Men senere års forskning har sat fokus på asbests sundhedsskadelige egenskaber.

Asbest er egentlig en fællesbetegnelse for en gruppe mineraler. De forekommer naturligt og er til stede i almindeligt jord og i luften. Dog er der normalt så små mængder, at det ikke er skadeligt. Asbest er ikke farligt, så længe det er bundet i byggematerialerne. Men ved nedrivning bliver de sundhedsskadelige fibre frigivet og kan indåndes. Fibrene kan ikke nedbrydes i kroppen og kan bevæge sig helt ud i blodet.

Hvor har man brugt asbest?

Asbest har været brugt i mange forskellige byggematerialer gennem tiden, se tabellen nedenfor:

Produkt Produktionsår Produktionsstop
Tagbelægninger af fibercement 1930–1990 1986
Beklædningsplader af fibercement 1930–1990 1986
Loft- og vægplader 1954–1980 1980
Vinyl 1930–1980 1980
Støbegulve 1920–1980 1980
Puds 1953–1985 1980
Fliseklæbemidler indtil 1980 1976
Spartel- og fugemasser indtil 1980 1979
Rørisolering indtil 1980 1979
Isolering til elkabler 1930–1980 1979
Luftkanaler 1945–1980  

 

Nedrivning af asbestholdigt materiale

Der gælder i dag i arbejdsmiljølovgivningen strenge regler for udførelse af asbestarbejde, som skal sikre, at ingen håndværkere udsættes for asbeststøv. Overtrædelse af reglerne kan straffes med
bøde eller fængsel. Fra 1. januar 2025 må nedrivning af asbest - både indendørs og udendørs - kun udføres af autoriserede virksomheder. Ikke-autoriserede virksomheder og private, herunder almene boligorganisationer, må dog udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som fx nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader eller enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb.

Se mere om autorisationsordningen på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.


Mistanke om asbest

Du kan kontakte et firma med speciale i asbest, som kan vurdere byggeriet og eventuelt foretage en egentlig asbestanalyse ved hjælp af en simpel tapeprøve af støv, som sendes til et laboratorium. Flere firmaer tilbyder denne type undersøgelse. Vær opmærksom på at der ikke findes nogen egentlig prøvetagningsstandard, ligesom der ikke findes grænseværdier for asbest i indeklimaet. Der er krav til asbestniveauer omkring arbejdspladser, men ikke nogen egentlige krav for boliger.