Folketinget har besluttet at afskaffe boligjobordningen delvist. Ordningen har givet skattefradrag for arbejdsløn for serviceydelser, grøn istandsættelse, tilslutning til bredbånd og installation af tyverialarm i hjemmet eller i en fritidsbolig. Ordningen har altså indtil nu bestået af et håndværkerfradrag og et servicefradrag, men håndværkerfradraget afskaffes nu.
BL Informerer nr.1522
Ændring af BoligJobordning - håndværkerfradraget afskaffes
Håndværkerfradraget er afskaffet pr. 1. april 2022. Det betyder, at man i år kun kan få fradrag for håndværksarbejde, der er udført senest 31. marts 2022 og betalt senest 31. maj 2022.
Man kan fortsat få servicefradrag for fx rengøring, havearbejde og børnepasning (servicefradrag).
SKAT har tidligere slået fast, at det er en betingelse for fradraget, at lejeren selv betaler fakturaen eller lønnen af egen lomme. Man kan altså ikke få fradrag for udgifter, der betales via huslejen, fra en vedligeholdelseskonto eller af boligorganisationens midler.
For almene lejere betyder det i praksis, at arbejder, der falder inden for den individuelle råderet, kan give fradrag - mens arbejder, der finansieres over huslejen som kollektive råderetsarbejder eller øvrige forbedringsarbejder, ikke kan trækkes fra. SKAT’s liste over godkendte arbejder skal altså bl.a. ses i sammenhæng med, hvilke forbedringsarbejder der kan udføres inden for den individuelle råderet.
Lejerne skal sørge for at indberette arbejdet til SKAT. Når man får udført arbejder, skal man sikre sig en faktura med CVR-nummer, fakturanummer og specifikation af, hvilken del af prisen, der går til arbejdsløn. Hvis arbejdet strækker sig over fristen 31. marts 2022, kan man kun få fradrag for det arbejde, der er udført til og med 31. marts.
Lejeren kan bede virksomheden om at dele regningen i to. På regningen skal stå, hvor mange timer der er udført til og med 31. marts, og hvor mange timer der er udført efter 31. marts.
SKAT har på sin hjemmeside lagt nærmere information om ordningen, hvor man kan finde svar på en række spørgsmål om, hvad man kan få fradrag for, og hvordan man bærer sig ad.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Mette Nørgaard Larsen