3376 2020

1. I alle boligafdelinger, hvor der er indgået en aftale med en ekstern leverandør, som forudsætter, at alle lejere modtager og betaler for TV-programmer, må boligorganisationen hurtigst muligt gennemgå disse kontrakter og opsige dem med det kortest mulige varsel. Da det er en nødvendig konsekvens af en lovændring, kan dette udføres uden, at det forelægges for afdelingsmøderne til vedtagelse.
   
   
2. Afdelingsbestyrelser og afdelingsmødet inddrages efterfølgende i overvejelserne om den fremtidige løsning.
   
   
3. I afdelinger med sløjfeanlæg er det nødvendigt at finde en velegnet teknisk løsning, så beboerne i disse afdelinger også kan få frit valg af TV-programmer senest fra 1. januar 2018. Søg uvildig teknisk rådgivning fra ingeniørfirma eller lignende – undgå at lade leverandører finde jeres fremtidige løsning.
   
   
4. Undgå hovsa-løsninger. Der var leverandører, som meget aktivt forsøgte at få underskrift på aftaler inden den nye lovs ikrafttræden, og desværre også på aftaler, som ikke respekterede den valgfrihed, som lejerne fik fra 1. juli 2016. Det er lovligt at indgå sådanne aftaler, men BL vil kraftigt fraråde det. Den nye lov er i det store og hele til fordel for lejerne, og det vil være et meget dårligt signal, hvis boligorganisationer forsøger at fratage lejerne disse friheder til at fravælge TV-programmer.
   
   
5. Når der skal etableres ny kabling eller anskaffes nyt udstyr til distribution af TV-programmer og internet mm., opnås den bedste kombination af økonomiske hensyn og fremtidige valgmuligheder ved at afdelingen finansierer udgifterne til kabling og andet udstyr og bevarer ejerskabet til hele ejendommens infrastruktur.
   
   
6. Beslutninger om fremtidige modeller for levering af TV-programmer og internet i boligafdelinger skal vedtages på afdelingsmøde.
   
   
7. Er der behov for juridisk/økonomisk rådgivning, fx gennemgang af et kontraktudkast, er BL - Kurser & Rådgivning til rådighed. 

Fra idé til virkelighed – en proces med mange ændringer undervejs

Lovgivningen om frit valg af tv-programmer landede efter en omtumlet debat med mange aktører, siden diskussionen om ”tvang” startede.

Den første politiske beslutning om at gøre noget ved forholdene var ved indgåelsen af Medieforliget for 2012-2014. Heri indgik en aftale om, at det skulle undersøges, om der er behov for ændringer af lovgivningen for at give lejerne større valgfrihed.

I det mellemliggende forløb har der været politiske tanker om:

Køb af tv-programmer skal være et anliggende for den enkelte lejer, som selv skal kunne vælge sin leverandør og hvilke ydelser, lejeren vil købe.

Altså: fællesindkøb med rabatordninger for beboerne skulle afskaffes

Boligafdelinger skal give adgang til at alle de leverandører, som beboere efterspørger, skal kunne få adgang til at levere signaler og bredbånd til lejerne.

Altså: både YouSee, Stofa, Boxer, Fibia m.fl. skulle have adgang til at levere de samme TV-programmer til beboerne. Det ville kræve udbygninger af kabelnettet, eller at alle fik adgang til at trække deres egne kabler i alle ejendommene. 

Alle udgifter til kabelanlæg m.m. skal kun betales af de lejere, som bruger anlægget til at købe TV-programmer og/eller bredbånd

Altså: Hele infrastrukturen i boligafdelingen med kabler til TV og bredbånd m.m. skal kun betales af de lejere, som aktuelt bruger kabelnettet. Det ville medføre, at den månedlige udgift skulle reguleres op, hvis en lejer ophører med at købe tv-programmer, og jo færre som benytter muligheder, jo dyrere ville det være for de lejere, som fortsat benytter kablerne. Det ville medføre den selvforstærkende effekt, at beboerne efterhånden som det blev dyrere ville melde sig ud for ikke selv at sidde med den store regning til sidst.

Alle TV-programmer skal købes enkeltvis, ikke i pakker.

Altså: rabatmulighederne ved pakkeløsninger ville bortfalde. Priserne for køb af TV-programmer a-la-carte er væsentligt højere end ved samlet køb i pakkeløsninger.

Et lovindgreb skal omfatte alle, uanset anlæggets tekniske opbygning.

Altså: selv i boligafdelinger med ”sløjfeanlæg”, hvor alle lejere modtager de samme programmer, skulle valgfrihed straks indføres, selv om det ville forudsætte kostbare ombygninger af anlægget.

I den offentlige debat har ”Frit valg” været det store tema

BL har som de eneste aktører vedholdende fremført, at prisen for levering af TV-programmer er helt afgørende for mange af lejerne i almene boliger, og at køb af enkeltprogrammer meget ofte vil blive en løsning, som koster mere for beboerne end en kollektiv grundpakke. Men selv Forbrugerrådet TÆNK har alene fokuseret på ”Frit valg” uden hensyn til omkostningerne for lejerne.

Stemningen begyndte at vende, da BL kunne fremvise, at de anlæg, som har de dyreste løsninger og den mindste valgfrihed, er anlæg, som ejes af leverandører. Særligt elselskaberne har været aggressive i deres markedsføring af ”gratis installation af fiber til alle”, men selv om de anlægger fiberløsninger med meget stor kapacitet, skriver de i deres kontrakter, at ingen anden udbyder af TV-programmer må benytte fiberkablerne.

De billigste løsninger og løsningerne med den største valgfrihed findes i de anlæg, som ejes af boligafdelingerne, og hvor det er forbruger- eller boligforeningsejede antenneforeninger, som er leverandører. Det gælder fx Brøndby Antenneforening, Aarhus Antenneforening og Aalborg-Nørresundby Antenneforening. Disse steder er priserne i bund, og alle lejere kan frit vælge og fravælge.

Den løsning som Folketinget har vedtaget, kan betragtes som en imødekommelse af lejernes ønsker. Både de lejere, som har et stort TV-behov og de lejere, som ikke ønsker at betale for at have TV-programmer, kan få deres ønsker opfyldt.