Skip to main content Skip to footer

Vidensblad

Skimmel i boligen

Oprettet: mandag den 28. oktober 2019
Opdateret: tirsdag den 9. juli 2024
Sideansvarlig: Mikkel Jungshoved

Et fugtigt indeklima i boligen kan forårsage skimmelsvamp

En skimmelsvampesag starter ofte på baggrund af en beboerhenvendelse til det lokale ejendomskontor eller til administrationen, som følge af synlig skimmelsvampevækst, lugtgener eller helbredsmæssige gener.

Sagen kan dog også tage sit udgangspunkt i forbindelse med en besigtigelse eller lignende, hvor for eksempel ejendomsfunktionæren bliver opmærksom på mulige skimmelsvampe- eller indeklimaproblemer.

Det er vigtigt, at beboere, der henvender sig med mulige skimmelsvampeproblemer, bliver taget alvorligt og føler sig trygge ved en kompetent og sober behandling af problemet. Nogle gange er det en grundløs bekymring.

Nogle gange er der behov for gode råd om opvarmning og udluftning. Nogle gange er der behov for nærmere undersøgelser. Nogle gange er der tydeligt tale om problemer med fugt og skimmelsvamp. Under hele forløbet er information til beboeren vigtig for at undgå unødig bekymring.