Høringssvar
Revideret vejledning om afhjælpning af udlejningsvanskeligheder i almene ældreboliger
BL – Danmarks Almene Boliger har den 7. januar 2025 modtaget høring over revideret vejledning om afhjælpning af udlejningsvanskeligheder i almene ældreboliger fra Social- og Boligstyrelsen.
Det er positivt, at reglerne om udlejningsvanskeligheder beskrives klart og enkelt. BL har dog mindre bemærkninger til følgende afsnit:
• Afsnit 2.1.: Det beskrives, at kommunen alene dækker udgifter til husleje i den periode, kommunen har boligen til rådighed, men ikke forbrugsudgifter. Som eksempel på forbrugsudgift beskrives antennebidrag og udgifter til strøm. BL oplever mange spørgsmål om varme i lejemålet, hvorfor varme bør tilføjes som eksempel på en
forbrugsudgift.
• Det beskrives også, at en kommune kan aftale med boligorganisationen, at boligorganisationen selv anviser til almene ældreboliger. Det bør i dette afsnit tilføjes, at anvisningen fortsat skal ske til den berettigede personkreds, bl.a. fordi man i de tilfælde,
hvor der er udlejningsproblemer, kan udleje også uden for den berettigede personkreds.
• Afsnit 3.1.: Det bør beskrives tydeligt, at tomgangsansvaret følger anvisningsretten. Når kommunen beslutter, at ældreboliger fx kan udlejes midlertidigt til studerende ved midlertidige udlejningsvanskeligheder, så er det fortsat kommunen, der har risikoen for tomgangsudgifter. Når kommunen har anvisningsretten, er det kommunen, der bærer risikoen for tomgang. Denne kan jo fx fortsat bestå, hvis der ikke er efterspørgsel efter boligerne fra den målgruppe, som kommunen har besluttet.
• Afsnit 3.2.: Det kan med fordel uddybes, at når udlejningen sker efter de regler, som gælder for almene familie- og ungdomsboliger, så omfatter det fx, at der kan fastsættes fleksibel udlejning i familieboliger, at ungdomsboliger udlejes på en ungdomsboligkontrakt, og at der skal ske kontrol af, om beboerne fortsat opfylder betingelserne for at bo i en ungdomsbolig mindst én gang om året.
• Afsnit 3.3.: BL mener, at betegnelsen ”nødretssituationer” bør justeres. Nødret er i straffelovens § 14 beskrevet som: ”En handling, der ellers ville være strafbar, er straffri, når den er foretaget for at redde liv, helbred, ejendom eller andet væsentligt gode fra en påbegyndt eller ellers uundgåelig fare, og denne fare ikke kunne afværges på anden
rimelig måde.” Det forekommer noget voldsomt at bruge begrebet nødret om en særlig mulighed for udlejning som andet end beboelse, selv om der er tale om en ”absolut undtagelse” fra hovedreglen om at udleje til boligsøgende. Det kunne samtidig være hensigtsmæssigt, hvis vejledningen gav eksempler på, hvad en sådan udlejning kunne
være.
• Afsnit 4.1.: Det er positivt, at vejledningen beskriver, at man kan ommærke ældreboliger til ungdoms- eller familieboliger, hvis der er overkapacitet af ældreboliger og en samtidig mangel på ungdoms- eller familieboliger. BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør