Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.2017

Overenskomstforhandlingerne 2017

BL har forhandlet overenskomster på alle overenskomstområder. Den sidste overenskomst med AC blev dog først færdigforhandlet den 3. juli, og derfor har BL’s bestyrelse ikke haft mulighed for at tage stilling til resultatet. Bestyrelsen har tiltrådt de forhandlede overenskomster på disse 4 områder:

Oprettet: mandag den 10. juli 2017
Opdateret: tirsdag den 11. juni 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Overenskomst for ejendomsservice
Overenskomst for administrative medarbejdere
Overenskomst for gartnere
Overenskomst for inspektører

I dette BL Informerer bliver de helt overordnede linjer i de færdigforhandlede og tiltrådte overenskomster beskrevet. Efter sommerferien udsendes et mere uddybende materiale til boligorganisationerne, herunder vil der også blive informeret om overenskomsten på AC-området. På årets Forvaltningskonference i august vil overenskomstresultatet blive fremlagt mere detaljeret, og der vil være anledning til at stille konkrete spørgsmål m.v.

 

Ramme

Den samlede lønramme for de fem indgåede aftaler, der dækker overenskomstperioden 2017-20, er 6,25 pct., hvor omkostningerne i rammen er beskrevet i tabel 1.

Tabel 1. Fordeling af omkostninger i rammen.

 

2017

2018

2019

I alt

Lønregulering i pct.

1,50

1,50

1,60

4,60

Fritvalgsordning
(2 pct. )

 

0,825

0,825

1,65

I alt pct.

1,50

2,325

2,425

6,25

En fritvalgsordning på 2 pct. giver alene samlet 1,65 pct. som værdien i lønrammen, da der pr. år trækkes pensionsbidrag, ferietillæg m.m. fra i rammeberegningen.

Rammen afspejler den lønramme, som overenskomstparterne på det private normallønsområde forhandlede sig frem til i februar måned 2017.

 

Hovedelementerne i de indgåede aftaler

Ny seniorordning for alle overenskomster
Den nuværende seniorordning ændres, således at tildelingen af seniordage afspejler den generelle tilbagetrækningsalder på arbejdsmarkedet. Den nye seniorordning tager udgangspunkt i de aftaler, der er indgået på det øvrige arbejdsmarked.

  • Fra den 1. januar 2018 kan medarbejdere, som er dækket af de fem overenskomstområder, opnå 6 seniordage, hvis den enkelte medarbejder opfylder et krav om at være 5 år fra folkepensionsalderen.

  • Medarbejdere, der er fyldt 58/59 år, beholder deres nuværende optjente 2 seniordage, indtil de opfylder ovennævnte 5-årsregel.

  • Den enkelte medarbejder kan bl.a. konvertere pensionsbidraget (indtil en vis grænse) til seniordage eller indgå aftale om arbejdstidsreduktion m.m. med boligorganisationen.

 

Lokalaftaler  
BL´s overenskomster er såkaldte normallønsoverenskomster. Kendetegnende ved normallønsoverenskomster er, at hele rammen aftales centralt mellem overenskomstparterne, og at man ikke efterfølgende forhandler (kollektive) tillæg lokalt. Derfor er BL i samarbejde med vores forhandlingsparter som udgangspunkt blevet enige om, at kollektive løntillæg m.m. bør kapitaliseres i overenskomstperioden 2017-20 til individuelle tillæg, og dette betyder alt andet lige, at medarbejdere, der ansættes efter 2020, som udgangspunkt alene ansættes efter den respektive overenskomst.

Boligorganisationerne kan fremover derfor kun forhandle individuelle tillæg, men der kan fortsat indgås lokalaftaler, der indeholder bestemmelser om arbejdstid, arbejdstøj m.m.

 

Kompetencer
Overenskomstaftalerne indeholder løft på kompetencesiden vedrørende efteruddannelse bl.a. i form af øget bidrag til kompetencefondene og til særligt målrettet uddannelse indenfor ejendomsservice og det administrative område.

 

Børneomsorgsdage
Som på det øvrige arbejdsmarked er grænsen for, hvornår medarbejderen kan afholde børneomsorgsdage hævet. En medarbejder har nu ret til fravær fra arbejdet med sædvanlig løn i 2 dage pr. kalenderår pr. barn under 15 år. Dette element er dog ikke medtaget i aftalen med Faglig Puls.

 

 

Hovedelementer på de enkelte overenskomstområder

Overenskomsten mellem BL og ESL:

  • Der indføres en ordning med fritidsjob for unge mellem 13-14 år og 15-17 år. Boligorganisationen skal indgå aftale med den lokale fagforening om iværksættelse af fritidsjob, og ansættelse under ordningen skal medføre en nettoudvidelse i beskæftigelsen i boligorganisationen/afdelingen. Det er en forsøgsordning, som bortfalder i 2020, med mindre andet aftales parterne imellem.


  • Den 1. januar 2018 ændres arbejdstidsreglerne således, at den fleksible arbejdstid, op til 170 timer pr. måned, udgår. Der kan, fra denne dato, tilrettelægges arbejdstid fra 06.00-20.00 mandag til fredag. Lørdage og søndage er fridage. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, eksklusiv frokostpausen og udgør pr. måned 160,33 time. De første 2 timers overarbejde, på hverdage pr. uge, afregnes med 50 pct. for hver overarbejdstime. Overarbejde ud over de 2 timer, på hverdage pr. uge, afregnes med 100 pct. Der afregnes pr. påbegyndt kvarter. Genetillægget på 30 pct.-tillæg til timelønnen efter kl. 17.00 bortfalder.

     
  • Grundlønnen for ledende ejendomsfunktionærer fastfryses i overenskomstperioden for nyansatte efter 1. september 2017, og for nuværende ansatte reguleres lønnen med de samme procentsatser, som de øvrige ansatte.

     
  • Der indføres en introduktionsstilling. Personer, der ansættes efter reglerne for virksomhedspraktik, kan, efter virksomhedspraktikkens ophør, ansættes i en introduktionsstilling i en periode op til 1 år til en løn på kr. 21.000 pr. måned. Fortsætter ansættelsesforholdet ud over 1 år, overgår vedkommende til grundløn 1 i overenskomsten. Dette er en forsøgsordning, som bortfalder i 2020, med mindre parterne bliver enige om at fortsætte denne aftale.

     
  • Mulighed for visse medarbejdere for tilkøb af frihed under fritvalgsordningen.


Overenskomst mellem BL og HK Privat:

  • Intervallønningerne i alle løngrupper fastfryses i hele overenskomstperioden.


  • Fremover kan arbejdstiden placeres mandag til fredag mellem kl. 7.00 og 20.00. Udvidelsen fra kl. 19.00 til 20.00 er en forsøgsordning, som skal evalueres i 2018. Hvis der ikke er enighed om at fortsætte ordningen, bortfalder den.


  • Særligt for medarbejdere i løngruppe 1:
    - Er en medarbejder indplaceret i løngruppe 1 men har en løn inklusive tillæg, som modsvarer løngruppe 2, bliver den ansatte rykket op i løngruppe 2. 
    - Hvis en medarbejder har arbejdsopgaver, der berettiger til en indplacering i løngruppe 2, bliver den ansatte rykket op og har ret til en forhandling om lønnen. Oprykningen skal ske senest den 31. december 2017.

     
  • Mulighed for visse medarbejdere for tilkøb af frihed under fritvalgsordningen.


Overenskomst mellem BL og 3F (gartnere):

  • Parterne er enige om, at en boligorganisation kan ansætte tilkaldevikarer. Tilkaldevikarer kan alene være pensionister og/eller efterlønsmodtagere. Ansættelse af tilkaldevikarer skal medføre en nettoudvidelse af ansatte i boligorganisationen.


  • Arbejdstiden udvides til kl. 18.00.


  • For nyansatte gartnerassistenter (efter 1. april 2017) bortfalder anciennitetstillægget, og lønnen fastfryses i overenskomstperioden.


Overenskomst mellem BL og Faglig Puls (inspektører):

  • Indbetalingen til kompetencefonden øges til kr. 700 pr. medarbejder pr. 1. januar 2018 og samtidig overtager BL administrationen af fonden fra denne dato.


  • Normalarbejdstiden placeres fremover som hovedreglen på ugens 5 første dage mellem kl. 7 og kl. 20.


  • Der er justeret i antallet af medlemmer med henblik på muligheden for at opnå klubtilskud.



Serviceoverenskomsten:

Den almene sektor har en større rengøringsgruppe beskæftiget, og det er besluttet at tiltræde Serviceoverenskomsten mellem Dansk Industri og 3F/Serviceforbundet. Dette lader sig dog tidligst gøre fra 2018, da en del rengøringsmedarbejdere er ansat på ejendomsserviceoverenskomsten. For at undgå en potentiel grænsestrid mellem ESL og 3F/Serviceforbundet har disse to parter inden dette års udgang fået til opgave at finde en løsning på denne problemstilling og melde tilbage til BL, inden vi tiltræder Serviceoverenskomsten.

 

Med venlig hilsen

Bent Madsen / Lars Schmidt