Med virkning fra 1. juli 2014 er der indført udvidede regler i momsloven om såkaldt omvendt betalingspligt for moms ved køb af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger (computerchips), spillekonsoller, tablet-pc’er og bærbare computere fra virksomheder etableret her i landet. Det betyder, at det er køberen - og ikke sælgeren - der skal afregne moms for købet.
BL Informerer nr.3614
Omvendt moms på mobiltelefoner, bærbare computere m.v.
Med virkning fra 1. juli 2014 er der indført udvidede regler i momsloven om såkaldt omvendt betalingspligt for moms ved køb af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger (computerchips), spillekonsoller, tablet-pc’er og bærbare computere fra virksomheder etableret her i landet. Det betyder, at det er køberen - og ikke sælgeren - der skal afregne moms for købet. På den måde bliver omvendt betalingspligt hovedreglen for handel med de pågældende varer, både når der er tale om handel internt i Danmark og handel over grænserne i EU. Det vil fremgå af fakturaen for handlen, at køber skal afregne momsen.
Reglerne er indsat i momslovens § 46, stk. 1, nr. 8-10, og udmønter et EU-direktiv, som har til formål at forebygge momssvig i forbindelse med kædehandler:
”§ 46. Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når
8) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager mobiltelefoner fra en virksomhed etableret her i landet,
9) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der fra en virksomhed etableret her i landet modtager integrerede kredsløbsanordninger i den tilstand, som de er i, inden de integreres i slutbrugerprodukter, eller
10) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager spillekonsoller, tablet-pc’er eller bærbare computere fra en virksomhed etableret her i landet.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 8-10, gælder ikke for salg fra registrerede virksomheder, hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere.”
De nye regler gælder for alle afgiftspligtige personer (virksomheder) herunder boligorganisationer, også selvom man ikke i forvejen er momsregistreret.
Boligorganisationer (momsregistrerede og ikke momsregistrerede) skal derfor nu selv afregne moms af købet via momsangivelsen.
Boligorganisationer, der ikke er momsregistrerede, og som gennemfører de nævnte køb, skal foretage en teknisk momsregistrering i Erhvervsstyrelsen, som omfatter angivelse og betaling af moms ved indenlandsk køb af de nævnte varer.
Momsen skal angives i momsangivelsen som salgsmoms og skal indberettes elektronisk via TastSelv.
Boligorganisationer kan efter momslovens § 46, stk. 2, undgå momsregistrering, hvis købet sker hos en detailhandler eller en virksomhed, hvis omsætning overvejende (mere end 50 %) sker til private. Ellers er der ikke fastsat nogen undtagelser.
Der henvises til SKATs hjemmeside.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Birgitte Fæster