Skip to main content Skip to footer

BL Informerer nr.3915

Nye regler om kollektive bofællesskaber til flygtninge

Reglerne om kollektive bofællesskaber er blevet ændret ved lov nr. 528 af 29. april 2015.

De nye regler er affødt af et stigende behov for boliger til flygtninge, men reglerne er udformet generelt.

Oprettet: onsdag den 12. august 2015
Opdateret: mandag den 10. juni 2024
Sideansvarlig: Bent Madsen

Efter almenboligloven § 3, stk. 2 og 4, kan et kollektivt bofællesskab nu bestå af mindst tre værelser. Herudover skal bofællesskabet indeholde et ekstra værelse, som kan benyttes af lejerne i bofællesskabet. Kommunalbestyrelsen kan dog godkende, at bofællesskabet ikke indeholder det ekstra værelse, hvis bofællesskabet er indrettet med et køkken, hvor beboerne kan spise sammen m.v.

Før var der krav om mindst 5 bo-enheder, og formålet med ændringen er at gøre det nemmere at anvende bofællesskaber til boligplacering af flygtninge. Kravet til individuelle bofællesskaber er fortsat som udgangspunkt 5 boliger og et fællesareal.

Denne regel skal ses i sammenhæng med lovens § 51 a, stk. 3, hvorefter boligorganisationen og kommunen i fællesskab skal aftale, hvordan og til hvem boligerne skal udlejes.

Kravet om aftale gælder såvel udlejning som anvisning – bofællesskaber er ikke omfattet af de almindelige anvisningsregler.

Uanset at kommunen har hjemmel til at beslutte en ommærkning, indebærer den samlede udlejning og anvisning af boligerne til flygtninge altså, at der indgås en aftale mellem kommune og boligorganisation.

Ministeriet har udsendt vedlagte orientering om de nye regler, hvortil der henvises.

Samtidig er boligsikringen for enlige i kollektive bofællesskaber i højere grad blevet sidestillet med boligsikringen for enlige, der bor i en selvstændig bolig, læs nærmere om boligstøttereglerne i lovforslaget.

 

Med venlig hilsen 

Bent Madsen / Birgitte Fæster