Skip to main content Skip to footer

Mere social støtte til beboere med psykiske lidelser

For bedre trivsel og et trygt naboskab 

Hvorfor er der behov for mere social støtte?

Antallet af psykisk sårbare borgere stiger, og den almene sektor huser en højere andel end resten af samfundet. Hvis beboere med psykiske lidelser ikke får den nødvendige støtte, kan det føre til mistrivsel hos beboeren, udfordringer med naboskab, mislighold af boliger, lugtgener og konflikter, som påvirker både den enkelte og fællesskabet.

Men det behøver ikke at gå så galt. Mere social støtte til de borgere, som har det svært, og en tidlig indsats og bedre samarbejde på tværs kan sikre, at psykisk sårbare fastholdes i egen bolig under trygge rammer og med god trivsel for alle beboere.

Almene boligers muligheder for at bidrage:

Almene boligorganisationer arbejder for at skabe tryghed og trivsel ved at:

  • Samarbejde med kommunen om sociale indsatser og sociale viceværter, der kan være bindeled til sundheds- og socialsystemet.
  • Uddanne driftspersonale og boligsociale medarbejdere, så de er rustet til at forstå og håndtere psykisk sårbare beboere.
  • Udvikle materiale, der guider beboere, viceværter og administration i, hvordan man håndterer bekymringer og konflikter
  • Stille lokaler til rådighed for sociale tilbud og støttetiltag i boligområderne. 

Hvad kan kommunen gøre for at bidrage:

Kommunen kan tage ansvar for psykisk sårbare i by- og boligområder ved at:

  • Øge bostøtte-indsatsen, så flere får den nødvendige hjælp i eget hjem, herunder at alle hjemløse får tilbud om evidensbaseret støtte efter servicelovens § 85 a.
  • Prioritere støtte til sociale viceværter og opsøgende medarbejdere
  • Etablere varige boligløsninger til borgere, der har svært ved at bo alene.
  • Indgå samarbejde om strategiske anvisnings- og udlejningsaftaler med almene boligorganisationer.
  • Udvikle og implementere en kommunal handlingsplan for håndtering af psykisk sårbare i almene boligområder.
  • Sikre én adgang til kommunens støttefunktioner, så boligorganisationer og beboere ved, hvor de kan henvende sig uden at have nærmere kendskab til den præcise problemstilling hos den enkelte.
  • Styrke tværgående netværk og erfaringsgrupper mellem kommune og boligorganisationer.

One-pager om mere social støtte til beboere med psykiske lidelser

De almene boligorganisationer samarbejder bredt med kommuner og regioner. Download en one-pager, der beskriver, hvordan almene boligorganisationer arbejder for mere social støtte til beboere med psykiske lidelser og bidrager til at løse de lokale udfordringer, og hvordan kommunerne kan deltage i dette arbejde.