Skip to main content Skip to footer

Analyser

Konsekvenser af inflationen for de almene beboere

Siden efteråret 2021 er forbrugerpriserne steget væsentligt. Den seneste måling fra Danmarks Statistik viser, at befolkningen i august 2022 gennemsnitligt på tværs af indkøb oplevede priser, som var hele 8,9 pct. højere end året før. Og for nogle af de mest nødvendige varegrupper er prisstigningerne endnu større.

BL opgør i analysen ”Konsekvenser af inflationen for de almene beboere” hvordan rådighedsbeløbet for forskellige grupper af almene beboere har udviklet sig fra 2021 til 2022, som følge af inflationen. Analysen undersøger også graden af bekymring om prisstigninger i befolkningen, og blandt de almene beboere, samt kortlægger udviklingen i antallet af udsættelser i almene boliger. Samlet set tegner resultaterne et billede af, at de almene beboeres økonomi er presset som følge af prisstigningerne.

 

Unge og enlige almene beboere rammes hårdest af inflationen

Reduktionen i rådighedsbeløbene er særligt udtalt for unge enlige almene beboere. Her er faldet i rådighedsbeløbet for en enlig i alderen 18-29 år uden børn på 26,1 pct. Det vil sige, at en fjerdedel af deres rådighedsbeløb er forsvundet i løbet af det seneste halvandet år.

For enlige almene beboere i alderen 18-29 år, som er forsørgere til ét barn, er reduktionen i rådighedsbeløbet i kroner og øre lidt større, men dog fra et højere udgangspunkt. Stadig er rådighedsbeløbet for enlige forsørgere i alderen 18- 29 år til et barn faldet med 14 pct., til ca. 2.000 kr. om måneden, mens det for enlige forsørgere til to børn i samme aldersgruppe er faldet med 28,1 pct., til 1.400 kr. om måneden.

 

Økonomiske bekymringer breder sig i befolkningen

Bekymringerne for, at ens økonomi ikke kan følge med de store prisstigninger, er tilstedeværende på tværs af befolkningsgrupper. Særligt de enlige forsørgere, som rammes hårdt af prisstigningerne, bekymrer sig. Mere end hver anden enlige forsørger bekymrer sig meget om ikke at kunne spare op til uforudsete udgifter, jf. figur 1. Og over 60 pct. af de adspurgte studerende er meget bekymrede for ikke at kunne spare op til uforudsete udgifter. Mere end hver fjerde pensionist deler samme bekymring. 

På tværs af befolkningen er det godt 40 pct, der på nuværende tidspunkt er meget bekymrede for, at deres økonomiske situation ikke rækker til opsparing til uforudsete udgifter, jf. figur 1.

Figur 1: Befolkningsgruppers bekymring for ikke at kunne spare op til uforudsete udgifter

Det økonomiske pres, som de almene beboere og befolkningen generelt oplever som følge af den høje inflation, kan på sigt betyde, at flere almene beboere vil blive sat ud af deres bolig. Antallet af månedlige udsættelser af almene beboere er konsekvent på et højere niveau, end det var i 2021, selvom andre faktorer end økonomi også kan have haft betydning herfor. Disse faktorer belyses nærmere i analysen.

Læs også de to faktaark: "Hvad koster en udsættelse?" og "Prisstigninger på energi og varme", samt baggrundsnotatet "Udsatte almene beboere før og efter vinterhjælp".