3376 2020

BL – Danmarks Almene Boliger har den 22. december 2021 modtaget høring over lovforslag om hurtigere udsættelse af lejere på grund af utryghedsskabende kriminalitet.

BL takker herfor og har følgende bemærkninger til høringen:

Generelt
BL deler regeringens opfattelse af, at der i dag kan gå lang tid, fra en kriminel beboer bliver dømt for grov, utryghedsskabende kriminalitet, til personen sættes ud af boligen – og BL bakker fortsat op om regeringens udspil, hvor regeringen lægger vægt på tryghed og i den sammenhæng har fokus på hurtigere udsættelse af kriminelle beboere samtidig med, at retssikkerheden ikke forringes (som også nævnt i BL’s høringssvar til tidligere høring om dette emne).

Det er positivt, at boligorganisationerne får bedre muligheder for at få utryghedsskabende lejere fjernet fra boligområderne, så de øvrige beboere og medarbejderne kan færdes trygt i boligområdet.

Der er tale om muligheder for ophævelse inden endelig straffedom og anmodning om udsættelsessag allerede under straffesagen samt en udvidelse af fogedrettens kompetence.

BL bemærker, at disse greb fortsat alene knytter sig til ophævelser, der sker efter lov om leje af almene boliger § 90, stk. 1, nr. 10 – altså i de tilfælde, hvor en beboer eller personer fra husstanden straffes ubetinget for bestemte kriminelle handlinger af grovere karakter.

Som det tidligere lovforslag løser heller ikke dette lovforslag alle sager om utryghedsskabende adfærd – det er ikke givet at utryghed hænger sammen med kriminelle handlinger; også alvorlig chikane kan virke meget utryghedsskabende, selvom der ikke er tale om egentlig grov kriminel adfærd. BL anerkender, at lovforslaget bestemt er et skridt på vejen for mere alvorlige sager.

Lovforslaget løser heller ikke udfordringen med lange sagsbehandlingstider i retssystemet – og netop en hurtig behandling af straffesagen og den efterfølgende behandling ved fogedret er afgørende for, at regeringens udspil får den tiltænkte effekt. BL opfordrer derfor til, at regeringen sikrer kortere sagsbehandlingstider.

Det kan således virke usikkert, om ordningen rent faktisk kan sikre, at der kun går kort tid fra den utryghedsskabende kriminelle handling til udsættelse af lejemålet – og BL håber, at ministerierne vil medvirke til præciseringer og yderligere lovændringer, hvis ordningen ikke virker efter hensigten


Politiets videregivelse af oplysninger
Med den foreslåede § 63 d, stk. 2 i lov om almene boliger indføres en pligt for politiet til at videregive oplysninger om strafferetlige afgørelser omfattet af § 90, stk. 1, nr. 10, i almenlejeloven.

Boligorganisationerne gør i dag en stor indsats for at støtte op om de tryghedsskabende indsatser i boligområderne. I den forbindelse er samarbejdet med politiet afgørende – og BL er meget positive over, at det med lovforslaget endelig sikres, at boligorganisationerne får ret til at få information fra politiet om strafferetlige afgørelser omfattet af § 90, stk. 1, nr. 10.

BL bemærker dog, at pligten alene knytter sig til en boligorganisations anmodning – og at der således ikke er pligt for politiet til at give information på eget initiativ i disse sager.

BL går ud fra, at den eksisterende vejledning herom fra Rigspolitiet vil blive opdateret i overensstemmelse med lovgivningen – og at politikredsene sikrer en ensartet praksis i anvendelsen.

BL henstiller samtidig til, at den opdaterede vejledning sendes til BL, så vi kan orientere vores medlemmer om, hvilke forventninger de kan have til processen og politiets håndtering af deres anmodning

Fogedsagens behandling
Lovforslaget har til hensigt at sikre, at flere sager kan behandles direkte i fogedretten og ikke henvises til behandling i boligretten på grund af sagens bevismæssige omfang.

Den foreslåede bestemmelsens ordlyd indikerer en pligt til for fogedretten til at tillade den nødvendige bevisførelse: ”Støttes rekvirentens krav på, at et lejemål er blevet ophævet i medfør af § 93, stk. 1, litra j, i lov om leje eller § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger, tillader fogedretten den bevisførelse, som er nødvendig for, at fogedretten kan afgøre, om ophævelsen af lejemålet var berettiget.”

Bemærkningerne til lovforslaget giver imidlertid anledning til tvivl om, hvorvidt der er tale om en pligt eller blot en mulighed for fogedretten, idet følgende fremgår af lovforslagets side 6:

”For det tredje foreslås det, at fogedretten skal kunne tillade den bevisførelse, som er nødvendig for, at fogedretten kan afgøre, om ophævelse af et lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet i nærområdet er berettiget. Det betyder, at fogedretten ikke længere vil skulle afvise at fremme de pågældende sager med den begrundelse, at sagen ud fra den bevisførelse, der kan finde sted i fogedretten, ikke er egnet til behandling under en umiddelbar fogedforretning. Hermed undgås, at udlejer er nødt til at anlægge sag ved boligretten for at få udsat en lejer på grund af utryghedsskabende kriminalitet i nærområdet.”

Det er afgørende for en hurtigere udsættelse, at fogedretten enten er forpligtet eller i praksis vil tillade den nødvendige bevisførelse. Dette er mange fogedretter i dag tilbageholdende med i den omhandlende type af sager - på trods af, at bevismaterialet er klart, og sagen ikke kræver en større bevisførelse eller mange vidner.

BL foreslår derfor, at ministerierne foretager en monitering af, hvordan fogedretterne håndterer disse sager fremadrettet for at få et overblik over, om straffesagen fører til udsættelse af lejemålet straks.

Erstatning og genhusning ved ophævelse før endelig straffedom
BL anerkender, at det af hensyn til retssikkerheden kan være nødvendigt at udbetale erstatning og genhuse en beboer, som er blevet ophævet på baggrund af en dom, som ved en højere instans ændres markant.

Boligorganisationens erstatningspligt, hvis grundlaget for ophævelsen bortfalder, fremgår af den foreslåede § 92, stk. 4 i almenlejeloven: ”Hvis grundlaget for ophævelse efter § 90, stk. 1, nr. 10, bortfalder som følge af afgørelse ved højere retsinstans, skal udlejeren svare erstatning og tilbyde genhusning til den lejer, som har fået ophævet sit lejeforhold efter bestemmelsen.”

Når boligorganisationerne får en ret til at ophæve beboerens lejemål, før straffesagen er endeligt afsluttet – og vælger at gøre brug af denne ret – virker det ikke urimeligt, at beboeren får ret til en ny bolig og erstatning for flytteudgifter, hvis grundlaget for ophævelsen bortfalder, når straffesagen endeligt afsluttes.

BL vil dog udtrykke bekymring over, at grundlaget for ophævelsen bortfalder, hvis straffen ændres fra ubetinget til betinget straf. Ved en betinget straf anerkendes det, at den kriminelle adfærd er foregået, og der kan da fortsat være behov for få en beboer, som har begået utryghedsskabende kriminalitet i området, fjernet fra boligafdelingen.

Der kan virke stødende på retsfølelsen, hvis en beboer får ret til genhusning og erstatning, når denne ved mindst to retsinstanser er fundet skyldig i at have overtrådt de omtalte straffebestemmelser i § 90m stk. 1. nr. 10: straffelovens §§ 119 og 119 b (vold og trusler mod myndighedspersoner og hindring af myndighedernes arbejde), § 134 a (grov forstyrrelse af ro orden på offentligt sted), §§ 180 og 181 (brandstiftelse), § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder), § 216 (voldtægt), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 252, stk. 1 (hensynsløs fareforvoldelse), § 260 (frihedsberøvelse), § 266 (trusler), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291, stk. 2 (groft hærværk), eller for overtrædelse af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.

Når skyldsspørgsmålet er afgjort, foretager retten en vurdering af, hvilken straf den tiltalte skal have. Ved denne vurdering kan blandt andet tiltaltes alder, job- og familiesituation spille ind. BL ønsker at påpege, at mens disse forhold er relevante og rimelige ved vurderingen af tiltaltes straf, siger de ikke nødvendigvis noget om behovet for at fjerne den dømte fra det boligområde, hvor det kriminelle forhold er begået.

I U 2010.2193 blev tiltalte i byretten og landsretten idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold mod sin ekskæreste. Højesteret gjorde straffen betinget blandt andet under hensyn til tiltaltes alder på gerningstidspunktet, til tiltales gode personlige forhold og begrænset skade.

Havde boligorganisationen i tilsvarende sag, hvor en beboer havde udøvet vold mod en anden beboer - under de foreslåede bestemmelser - ophævet den dømtes lejemål på baggrund af byrettens eller landsrettens dom, så ville organisationen skulle tilbyde den tiltale genhusning i samme afdeling, som han var ophævet fra, samt yde erstatning.

Det synes umiddelbart ikke rimeligt, at en dømt voldsmand vil skulle tilbydes en ny bolig i nærheden af sit offer og endda have en erstatning fra boligorganisationen, blot fordi straffen ændres fra ubetinget til betinget fængsel.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at hvis det er muligt, så skal lejeren tilbydes en passende bolig beliggende tæt på det lejemål, som lejeren fik ophævet.

På den baggrund ser BL gerne, at erstatning og genhusningspligten alene indtræder, hvis den dømte blev frifundet i en højere instans – eller at boligorganisationen som minimum skal være berettiget til at tilbyde genhusning i en anden afdeling i de tilfælde, hvor beboeren ikke bliver frikendt, men blot får ændret sin straf fra ubetinget til betinget fængsel.  

BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.


Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør