Skip to main content Skip to footer

Høringssvar

Delvis implementering af VE -direktivet

Høring om ændring af lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, biobrændstofloven og forskellige andre love som skal gennemføre dele af direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder. Bl.a. implementeres reglerne om borgerenergifællesskaber i dansk lovgivning.

Oprettet: tirsdag den 17. november 2020
Opdateret: onsdag den 12. juni 2024
Sideansvarlig: Mette Nørgaard Larsen

BL takker for muligheden for at svare på høringen om delvis implementering af direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, herefter benævnt VE-direktivet.

Da direktivet har sammenhæng til to tidligere høringer, dels lov om ændring af lov om elforsyning, vinterpakken den 24. august 2020 og dels Elmarkedsdirektivet den 9. november 2020, så henviser vi til begge af vores deltilhørende høringssvar, da det er de samme udfordringer, der forsat gør sig gældende i denne høring.

Ugunstige vilkår for borgerenergifællesskaber

Budskabet i disse høringer er, at den danske implementering af VE-direktivet og Elmarkedsdirektivet gør det særdeles ugunstigt at etablere borgerenergifællesskaber. Dette er stik imod hensigterne med direktiverne, der netop har til formål at gøre det lettere at etablere borgerenergifællesskaber. Det er meget problematisk og uforståeligt.

I den almene boligsektor er der mange muligheder for at etablere borgerenergifællesskaber både indenfor boligområder, mellem boligområder og mellem et boligområde og f.eks. de lokale erhvervsdrivende. Det ville fremme udbredelsen af VE-fællesskaber. Men med den danske implementering, som der er lagt op til, kommer det ikke til at ske.

I de ovennævnte høringer er præcise anvisninger på, hvor borgerenergifællesskaber kan etableres med brug af eksisterende infrastruktur og med en fastholdelse af det frie energivalg for den enkelte.

Nærværende høring angår direktivets krav om at skabe en mere enkel tilladelsesproces for VE-anlæg, at der fastsættes øvre tidsfrister for de godkendende myndigheder, og at Energistyrelsen udpeges som kontaktpunkt for VE-opstillere via en nyoprettet hjemmeside, hvis det kan bidrage til at gøre processen enklere.

BL er ikke i tvivl om, at disse tiltag i sig selv vil virke forenklende. Men det vil desværre ikke have den store virkning, da den danske implementering af EU's tanker om VE-fællesskaber skaber mange barrierer i form af tariffer, effektbetaling m.v., der pålægges fællesskabets egenproduceret vedvarende el og gør den 70-100% dyrere end den elektricitet, der kan købes på det øvrige elmarked.

Som nævnt har BL gjort opmærksom på disse problemer i de to føromtalte høringer omkring den danske implementering af energifællesskaber, og det er vores klare vurdering, at de almene boliger på den baggrund ikke vil indgå i energifællesskaber, men i stedet forsætter med at etablere små solcelleanlæg. Det er naturligvis en trist udvikling og var ikke hensigten med EU's tanker om borgerenergifællesskaber, hvor ambitionen er, at op imod 20 pct. af vores energi produceres i borgernes grønne borgerenergifællesskaber.

Den foreslåede implementering af VE-direktivet løser således ikke de reelle udfordringer, der er for at gennemføre lokale energifællesskaber. Implementeringen besværliggør derimod yderligere de muligheder, der er for at etablere disse. Den komplekse regulering modarbejder aktørernes muligheder for at samarbejde og etablere vedvarende energifællesskaber.

Netselskaberne fortolker reglerne i elmarkedsdirektivet forskelligt

Hertil kommer, at flere af BL’s medlemmer i konkrete byggesager oplever forskellige tolkninger af elmarkedsdirektivets nye regler vedrørende borgerenergifællesskaber afhængig af det lokale netselskab. Nogle lokale elselskaber tolker de nuværende bestemmelser sådan, at elselskabet skal føre net og hovedmåler frem til alle bygninger, når der er flere bygninger på samme matrikel. En sådan tolkning vil medføre et stop for opsætning af solceller i boligområderne i forbindelse med både nybyggeri og renoveringer. Konsekvensen er nemlig, at man ikke kan udnytte den egenproducerede strøm på tværs af bygningsmassen indenfor den enkelte boligafdeling, idet passage af en hovedmåler medfører pålæg af afgifter.

Som et absolut minimum bør reglerne være således, at en grundejer har mulighed for at føre strømmen rundt på egne sammenhængende matrikler. Det er en minimumsbetingelse for, at der på et ordentligt grundlag kan etableres VE-anlæg lokalt, og selvfølgelig en forudsætning for at man kan tage skridtet videre og oprette borgerenergifællesskaber.

Nærværende høring har som nævnt til formål at lette opstart af borgerenergifællesskab. Det er positivt, men desværre også overflødigt. På grund af den danske implementering af VE-direktivet og Elmarkedsdirektivet kommer der således ikke reelt gang i etableringen af energifællesskaber, hvilket er stik imod direktivernes klare intention.

BL opfordrer til, at de helt unødige barrierer for etablering af VE-anlæg fjernes, og at der sker en reel implementering af mulighederne for at etablere borgerenergifællesskaber i Danmark. Potentialerne er store, og det er et oplagt element i den ambitiøse grønne omstilling af Danmark.

BL står gerne til rådighed for yderligere dialog om udvikling og etablering af borgerenergifællesskaber. Eventuelle spørgsmål kan rettes til teknisk konsulent Mikkel Jungshoved på mail mju@bl.dk.

 

Med venlig hilsen


Bent Madsen
Adm. direktør