Lovforslaget indebærer bl.a., at begrebet ’interne net’ defineres i elforsyningsloven og i den anledning skifter navn til ’intern elektricitetsforbindelse’.
Høringssvar
Definition af intern elektricitetsforbindelse i elforsyningsloven
BL – Danmarks Almene Boliger har den 16. september 2022 modtaget Fornyet høring over udkast til lovforslag om ændring af lov om elforsyning vedr. interne elektricitetsforbindelser.
BL takker herfor og har følgende bemærkninger til høringen:
Generelle bemærkninger
Vi henviser til vores tidligere høringssvar til ændringer af elforsyningsloven af henholdsvis 1. juli 2022 og 15. august 2022.
BL mener fortsat, at den her foreslåede lovgivning indeholder betydelige hindringer for, at den million mennesker, der bor i almene boliger, kan opstille lokale solcelleanlæg på de ca. 20 kvadratkilometer almene tage, der ellers kunne øge produktionen af dansk solcelleenergi med næsten 40 pct. En elproduktion der ville foregå i nærheden af, hvor strømmen skal bruges, uden at det kræver en større udbygning af elnettet eller medfører tab af værdifulde naturområder og belastning af samfundsøkonomien.
BL fik i august måned foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og gav her udtryk for de synspunkter, som også er anført i ovenstående høringssvar. Ministeren har i den forbindelse svaret, at:
»Som reglerne er i dag, må private bygningsejeres solcelleanlæg gerne forsyne andre med elektricitet. Transport og distribution af elektricitet skal dog ske via det kollektive elforsyningsnet, idet de kollektive elforsyningsvirksomheder har eneret til at drive og eje den fysiske infrastruktur (’kollektivitet’). Dette bidrager bl.a. til at sikre en stærk elforsyningssikkerhed og forbrugerbeskyttelse.«
BL er ikke uenig i, at der skal værnes om det kollektive net, og almene VE-anlæg vil netop værne om det kollektive net og det stigende kapacitetspres som et supplement til og ikke en erstatning for det kollektive net.
Opsætningen af solceller vil fungere som et supplement til den strøm, boligafdelingerne aftager fra det kollektive elnet. Forventningen er, at solcelleenergi vil kunne dække op mod 20-25 pct. af elforbruget i de almene boliger, set ift. spidsbelastninger. Beboerne vil dermed fortsat aftage strøm fra elnettet samt betale tariffer og bidrage solidarisk til det kollektive elnet.
De almene boligorganisationer vil i praksis på intet tidspunkt skulle sende strøm tilbage i nettet, og kapaciteten i det kollektive elnet vil dermed ikke blive belastet som følge af flere solceller på de almene boligers tage – heller ikke på tidspunkter, hvor der generelt er høj elproduktion og lavt elforbrug. Tværtimod vil det bidrage til det kollektive nets robusthed over for en fremtid med omlægning til stadig mere elforbrug.
Som beskrevet i BL’s høringssvar af 1. juli 2022 så vanskeliggøres etablering af solceller i de almene boligafdelinger af, at afdelingens egenproducerede el skal distribueres mellem bygningerne i afdelingen via det kollektive net.
Dette bekræftes også af Ministerens svar til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 22. september 2022:
»I lighed med andre bygninger med flere forbrugere af elektricitet kan boligorganisationer med mere end én bygning etablere ”fælles afregning” i hver enkelt bygning, men ikke på tværs af boligorganisationens bygningsmasse.«
Konsekvensen er, at man ikke kan udnytte den egenproducerede strøm på tværs af bygningsmassen inden for den enkelte boligafdeling, idet passage af en hovedmåler medfører pålæg af tariffer og afgifter.
Definitionen af interne elektricitetsforbindelser § 5, nr. 19
I nærværende forslag udvides definitionen af interne elektricitetsforbindelser og dermed også den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse.
Intern elektricitetsforbindelse foreslås defineret som:
»En elektricitetsforbindelse, der ikke er ejet af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som bruges til:
- Tilslutning af en elkundes produktionsanlæg, placeret i tilknytning til elkundens forbrugssted, til egen forbrugsinstallation og fordeling derfra til elkundens eget forbrug og lagring bag forbrugsstedet.
- Fordeling af elektricitet, der leveres fra det kollektive elforsyningsnet til en elkundes forbrugssted og som er til elkundens forbrug, bag forbrugsstedet.
- Fordeling af elektricitet inden for én bygning med et eller flere aftagenumre.«
Vedrørende litra a
Det skal generelt sikres, at de EU-direktiver, som omhandler energifællesskaber, understøttes af den danske lovgivning, herunder i VE-loven og bekendtgørelse om energifællesskaber. Kommissionen opfordrer, i meddelelse af 18. maj 2022 vedr. REPowerEU-planen, medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen af elektricitetsdirektivet for effektivt at give forbrugerne mulighed for at deltage på energimarkederne (individuelt eller via energifællesskaber eller kollektive ordninger for egetforbrug) med henblik på at producere, forbruge, sælge eller dele vedvarende energi.
BL opfordrer derfor til, at boligorganisationen/boligafdelingen sikres status som ”elkunde”, og den VE-producerede strøm, som produceres og anvendes internt i afdelingen, anses som ”eget forbrug” jf. lovforslagets § 5, nr. 20.
Det er BL’s vurdering, at denne fortolkning er i tråd med VE-direktivets artikel 21, nr. 6, som opfordrer medlemslandene til at indføre en befordrende ramme for at fremme og lette udviklingen af VE-egetforbrug. Denne befordrende ramme skal bl.a.:
a) behandle tilgængeligheden af VE-egetforbrug for alle slutkunder, herunder personer i lavindkomsthusholdninger eller sårbare husholdninger.
c) afhjælpe andre ubegrundede reguleringsmæssige hindringer for VE-egetforbrug, herunder for lejere.
d) omhandle incitamenter til, at ejere af bygninger skaber muligheder for VE-egetforbrug, herunder for lejere.«
Vedrørende litra b
BL foreslår, at bestemmelsen udvides til også at omfatte elektricitet, der leveres fra ejendomsejerens VE-anlæg til ejendommens slutbrugere.
Vedrørende litra c
BL foreslår begrebet ”bygning” erstattet med ”ejendom”, da det ikke bør have betydning for muligheden for at dele VE-produceret strøm, om husstandene er fordelt på en eller flere bygninger, så længe ejeren af ejendommen er den samme. Når flere ejendomme ligger side om side og har samme ejer, bør det ligeledes være muligt for ejeren at fordele VE-produceret strøm mellem ejendommene.
BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør