3376 2020

BL – Danmarks Almene Boliger har den 1. oktober 2022 modtaget høring over bekendtgørelse om VE-egenforbrugere.

BL takker herfor og har følgende bemærkninger til høringen:

Generelle bemærkninger
Vi henviser til vores tidligere høringssvar til ændringer af elforsyningsloven af henholdsvis 1. juli 2022, 15. august 2022 og 30. september 2022.

Som beskrevet i ovenstående høringssvar så vanskeliggøres etablering af solceller i de almene boligafdelinger af, at afdelingens egenproducerede el skal distribueres mellem bygningerne i afdelingen via det kollektive net. Konsekvensen er, at man ikke kan udnytte den egenproducerede strøm på tværs af bygningsmassen inden for den enkelte boligafdeling, idet passage af en hovedmåler medfører pålæg af tariffer og afgifter.

Definitionen af VE-egenforbrugere
BL ser positivt på, at VE-direktivets bestemmelser omkring VE-egenforbrugere implementeres i den danske lovgivning, men savner fortsat en definition af ”forbruger” og en præcisering af, hvem der kan optræde som ”elkunde”.

BL opfordrer til, at boligorganisationen/boligafdelingen sikres status som ”elkunde”, og den VE-producerede strøm, som produceres og anvendes internt i afdelingen, anses som ”eget forbrug”, jf. bekendtgørelsens § 2. BL bemærker, at definitionen i både den foreslåede bekendtgørelse og lov om elforsyning er mere restriktiv end artikel 2, nr. 14 i VE-direktivet.

VE-direktivets artikel 2, nr. 14:
”VE-egenforbruger: en slutkunde, der opererer på sin lokalitet inden for afgrænsede områder eller, hvis en medlemsstat tillader det, på andre lokaliteter, og som producerer vedvarende elektricitet til eget forbrug og som kan lagre eller sælge egenproduceret vedvarende elektricitet, forudsat at disse aktiviteter — for så vidt angår andre VE-egenforbrugere end husholdninger — ikke udgør deres primære forretnings- eller erhvervsmæssige virksomhed.”

Som nævnt i tidligere høringssvar opfordrer BL til, at reglerne som minimum sikrer, at en grundejer har mulighed for at føre strømmen fra egne VE-anlæg rundt på egne sammenhængende matrikler, uden at dette skal ske via det kollektive net. Dette er en minimumsbetingelse for, at der etableres VE-anlæg lokalt.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 2
En fiskal afgift er en afgift, der betales som en skat til det offentlige, og som udelukkende har et provenumæssigt sigte. Der er dermed ikke tale om adfærdsregulerende afgifter, når der er tale om fiskale afgifter.

I Skatteøkonomisk Redegørelse 2019 behandler Skatteministeriet bl.a. i kapitel 5 elafgiften og skriver følgende om den (side 172):

"Formålet med energiafgiften på elforbrug er (ligesom med energiafgiften på fossile brændsler) at reducere energiforbruget og understøtte Danmarks klima- og energipolitiske målsætninger. Samtidig har energiafgiften på elforbrug også et fiskalt sigte."

I Skatteøkonomisk Redegørelses tabel 5.10 undersøges yderligere elafgiftens selvfinansieringsgrad, som må være et udtryk for, at afgiften anses som et adfærdsændrende redskab. Det står dermed langt fra klart, hvilke afgifter der henvises til i bekendtgørelsen, når der står, at den ikke finder anvendelse for fiskale afgifter, da langt de fleste afgifter må forstås som havende både adfærdsregulerende og fiskale sigter.

På den baggrund finder BL det relevant, at det præciseres med en udtømmende liste over, hvilke afgifter bekendtgørelsen ikke finder anvendelse for.

Bekendtgørelsens § 4
BL bemærker, at ordet ”nogen” ser ud til at mangle i § 4, nr. 1, litra b. Hvilket kan læses som, at der kan pålægges VE-egenforbrugere gebyrer og afgifter for deres egenproducerede elektricitet fra vedvarende energikilder, som forbliver inden for deres forbrugssted – så længe disse ikke er diskriminerende eller uforholdsmæssige.

Dette må antageligvis være en fejl, da en sådan regel vil være i strid med VE-direktivets artikel 21, nr. 2, a), ii).

BL foreslår, at § 4, nr. 1, litra b bringes i overensstemmelse bestemmelsen i VE-direktivet, og ordlyden bliver følgende:

”diskriminerende eller uforholdsmæssige procedurer og nogen gebyrer eller afgifter i forbindelse med deres egenproducerede elektricitet fra vedvarende energikilder, som forbliver på deres lokalitet.”

BL foreslår desuden, at § 4, nr. 4 indarbejder hele ordlyden fra VE-direktivets artikel 21, nr. 2, d). Ordlyden vil derefter være:

”at modtage betaling, herunder eventuelt gennem støtteordninger, for egenproduceret vedvarende elektricitet leveret til nettet, der afspejler markedsværdien og kan tage hensyn til dens langsigtede værdi for nettet, miljøet og samfundet.”

Bekendtgørelsens § 5
BL er bekymret for, at denne bestemmelse, hvis den ikke er følges op med yderligere retningslinjer, kan virke stærkt hæmmende for den grønne omstilling af landets elforbrug, også langt førend, at VE-egenforbrugeres elproduktion på egne anlæg udgør 8 pct. af landets samlede installerede elkapacitet.

VE-egenforbrugere er ikke koordinerede i deres opsætning af VE-anlæg og har desuden ikke nogen indflydelse på, hvor meget kapacitet andre VE-egenforbrugere opsætter. Der er dermed ingen kontrol for den enkelte VE-egenforbruger over, om de 8 pct. af den samlede elkapacitet overskrides, når først anlægget er opsat.

Dette kan frygtes at afholde potentielle VE-egenforbrugere fra at opsætte VE-anlæg, uanset hvor tæt på eller langt fra de som samlet gruppe er på at udgøre 8 pct. af landets samlede installerede elkapacitet, når der kan opstå berettiget tvivl om, dette er en økonomisk rentabel beslutning, også EFTER at de omtalte ikke-diskriminerende og forholdsmæssige gebyrer og afgifter fra VE-egenforbrugere medregnes.

For at mindske denne usikkerhed opfordrer BL til, at det i bekendtgørelsen eller tilhørende vejledning uddybes, hvilke situationer der kan udløse statslige afgifter og gebyrer efter bekendtgørelsens § 5, nr. 2.

BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.


Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør