Analyser
Analyse: Langtidsledige almene boliger

Antallet af almene boliger med tomgangsleje er mere end fordoblet over de seneste fem år. Mange af disse er omfattet af længerevarende tomgangsledighed. Data viser nemlig, at næsten halvdelen af alle ledige familieboliger og mere end hver tredje ledige ungdomsbolig har stået tomme i over 6 måneder. Problemet er særligt udpræget i yderkommunerne, jf. Figur 1.
Analysen viser, at der er bestemte boligkarakteristika, der skiller sig ud for de langtidsledige boliger, om end det også fremgår, at der ofte kan være tale om kontekstspecifikke forhold. Analysen understøtter således en øget sandsynlighed for langtidsledighed i boliger i ældre bebyggelser, etværelses boliger samt boliger i små- og mellemstore byer. Det peger på, at boligens stand, størrelse og beliggenhed har betydning. Der ses også særligt en øget sandsynlighed for langtidsledighed blandt familieboliger i høje etagebyggerier, hvilket indikerer, at tilgængelighed kan være en betydelig årsag.
Figur 1. Ledighedsprocenten for langtidsledige boliger fordelt på kommuner, i pct.
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata. Opgørelse på baggrund af data primo 2024.