Skip to main content Skip to footer

Analyser

Almene seniorbofællesskaber - hvem, hvorfor, hvordan?

Et seniorbofællesskab er en boligform, hvor seniorer deler deres liv i større eller mindre grad sammen med andre seniorer. Den enkelte råder selv over en mindre bolig og deltager i fællesskabet med fælles opgaver og aktiviteter. Boligformen er målrettet beboere over en vis alder, hvor aldersgrænsen oftest sættes ved 55 år, og typisk beboere uden hjemmeboende børn.

Livet i et seniorbofællesskab er associeret med mindre social ensomhed og øget livskvalitet hos seniorerne. Dertil mindsker nabohjælp og engagement i fælles aktiviteter kommunalbyrden ifm. udgifter til praktisk hjælp til seniorer.

 

136 almene seniorbofællesskaber og flere på vej

Der findes mindst 136 almene seniorbofællesskaber med ca. 3.900 beboere. Den almene sektor huser således ca. halvdelen af alle seniorer, der bor i seniorbofællesskaber. Region Syddanmark har det største antal af de almene senirobofællesskaber. 

 

Figur 1. Eksisterende almene seniorbofællesskaber - regioner

Efterspørgsel efter seniorbofællesskaber er ikke opfyldt i dag, og den kan forventes at vokse yderligere i takt med en større del af befolkningen bliver ældre (læs mere om udviklingen i behovet for boliger til ældre og seniorer i den almene sektor her).

De fleste (94) almene seniorbofællesskaber er oprettet i perioden 1997-2006. I perioden efter er der kun oprettet ganske få, men nu ses der igen en vækst i antallet af seniorbofællesskaber. Mindst 24 almene seniorbofællesskaber forventes at blive oprettet i 2020-2023.

 

Figur 2. Almene seniorbofællesskaber efter etableringsår

Seniorfællesskaber for alle

Det er vigtigt i den fremtidige planlægning at tage hensyn til, at bofællesskaber er tilgængelige for brede grupper af seniorer, både fra et demografisk og fra et socioøkonomisk perspektiv:

  • To ud af tre beboere i almene seniorbofællesskaber er kvinder. Gennemsnitsalder for beboerne i almene seniorbofællesskaberne er 76 år i dag, og der er ikke stor spredning i alderen. Gennemsnitsalderen for seniorer i bofællesskaberne er derved væsentligt højere end 70 år, som er gennemsnitsalderen for seniorer i den almene sektor generelt.​
  • Seniorer i de almene seniorbofællesskaber er relativt ressourcestærke: De har et højere uddannelsesniveau, har opsparet mere i formue, pension og har en højere kapitalindkomst end almene seniorer generelt. Det kræver ofte tid og ressourcer hos den enkelte at ansøge om at komme i betragtning til optagelse i et alment seniorbofællesskab. 

Opgørelsen i denne analyse omfatter almene seniorbofællesskaber, der har været oprettet efter almenboligloven, men også bofællesskaber, som er opstået vha. regler for fleksibel udlejning. Sidstnævnte betyder, at personer over fx en bestemt alder kan få fortrinsret til at få en bolig i udvalgte boligafdelinger i kommunen. Godt ét ud af tre almene seniorbofællesskaber har anvisning efter regler for fleksibel udlejning.