Lovforslaget giver mulighed for at medtage udgifter i forbrugsregnskabet, som udlejer afholder for at opfylde nye krav om månedlige leverancer af forbrugsoplysninger til lejerne. Desuden kan Indenrigs- og boligministeren med lovforslaget fastsætte regler om forsøg med undladelse af beløbsopkrævning ved husleje-, anke- og beboerklagenævn.
Høringssvar
Ændring af lov om leje, lov om boligforhold og lov om leje af almene boliger
BL – Danmarks Almene Boliger har den 27. juni 2022 modtaget høring over forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om boligforhold og lov om leje af almene boliger (Refusion af udlejers udgifter til månedlige forbrugsmålinger, tilbudspligt ved kontrolskifte, forsøg med undladelse af beløbsopkrævning ved nævnene samt rettelser som følge af sammenskrivningen af lejelovgivningen m.v.) af Indenrigs- og Boligministeriet.
BL takker for muligheden for at afgive høringssvar, da lovforslaget indeholder dele, der er relevante for de almene boligorganisationer.
Refusion af rimelige udgifter til forbrugsoplysninger
I udkastet til lovforslaget foreslås det blandt andet, at rimelige udgifter til tredjemand til månedlige leverancer af forbrugsoplysninger, der er pålagt boligorganisationen, kan medtages i regnskabet, når omkostningerne er omfattet af energioplysningsbekendtgørelsens § 19, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil muliggøre, at udlejeren i varme- eller køleregnskabet kan medtage omkostninger som følge af overdragelsen af opgaven med fordeling af omkostningerne ved faktureringsoplysninger om individuelt forbrug af varme, køling og varmt brugsvand i ejendomme med flere lejligheder og bygninger til flere formål til tredjepart.
De påtænkte ændringer giver ikke anledning til bemærkninger fra BL.
Undladelse af opkrævning for indbringelse af sager for beboerklagenævn
Det foreslås også at muliggøre forsøg med undladelse af beløbsopkrævning ved indbringelse af sager for husleje-, anke- og beboerklagenævnene.
BL har i juni 2021 afgivet høringssvar om samme emne, og nærværende høringssvar svarer til det tidligere afgivne.
Konsekvens for de almene boligorganisationer
På det almene boligområde, hvor det er beboerklagenævnene, der er administrativt afgørelses-organ, betales der i 2022-niveau 149 kr. i gebyr for at få en sag behandlet i beboerklagenævnet.
BL er ikke af den opfattelse, at gebyrets nuværende størrelse forhindrer beboere i at indbringe sager for beboerklagenævnene. En undladelse af at opkræve gebyr for indbringelse af sager for beboerklagenævnet kan derimod betyde, at boligorganisationerne sparer en arbejdsgang ved indbringelse af sager.
BL er således umiddelbart positivt indstillet overfor forsøgsordningen.
BL bemærker dog, at hvis en sådan ordning viser sig at medføre en uhensigtsmæssig forlængelse af sagsbehandlingstiden ved beboerklagenævnene, vil afskaffelse af gebyr ikke være i nogens interesse.
Revision af forsøgsordning
Det er beskrevet i lovforslaget, at det er hensigten, at det i den kommende bekendtgørelse gøres muligt at give tilladelse til kommuner at undlade at opkræve betaling for indbringelse af sager for beboerklagenævnet. Perioden kan vare op til 2 år.
BL bemærker, at det ikke ses beskrevet i udkastet til lovforslaget, at der vil foretages en revision af forsøg, men vi forudsætter, at der samles op og evalueres på de forsøg, som de enkelte kommuner måtte deltage i.
BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør