VE-egetforbrug forventes at spille en central rolle i den grønne omstilling. Med lovændringen tydeliggøres og præciseres reglerne for VE-egenforbrugere og interne net i produktionsleddet.
Høringssvar
Ændring af lov om elforsyning – præcisering af regler for VE-egenforbrugere og interne net i produktionsleddet
BL – Danmarks Almene Boliger har den 1. juli 2022 modtaget offentlig supplerende høring over udkast til lovforslag om ændring af lov om elforsyning af Energistyrelsen.
BL takker herfor og har følgende bemærkninger til den supplerende høring:
Generelle bemærkninger
BL henviser til de bemærkninger, der fremgår af vores høringssvar af 1. juli 2022.
I VE II-direktivets artikel 21 anføres blandt andet, at medlemsstaterne skal sikre, at VE fra fx solceller uden diskriminerende eller uforholdsmæssige procedurer og gebyrer og netgebyrer skal kunne forbruges af producenten selv eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten.
Det konstateres i de generelle bemærkninger til lovforslaget side 7, at:
»Det fremgår af VE II-direktivets artikel 21, stk. 6, at medlemsstaterne indfører en befordrende ramme for at fremme og lette udviklingen af VE-egetforbrug på grundlag af en vurdering af de eksisterende ubegrundede hindringer for og potentialet i forbindelse med VE-egetforbrug på deres område og i deres energinet. VE II-direktivets artikel 21, stk. 6, litra a-f, oplister en række krav til den befordrende ramme.
Direktivets regler om VE-egenforbrugere er hidtil anset for at være implementeret ved konstatering af normharmoni, idet VE-egenforbrugere i henhold til gældende dansk praksis er blevet sikret de rettigheder, der følger af VE II-direktivets art. 21 via muligheden for at etablere interne net i produktionsleddet til egetforbrug.«
BL er ikke enig i, at VE II-direktivet er implementeret i gældende dansk praksis.
BL kan konstatere, at der også med det supplerende lovforslag fortsat er betydelige hindringer for, at den million mennesker, der bor i almene boliger, kan opstille lokale solcelleanlæg på de ca. 20 kvadratkilometer almene tage, der ellers kunne øge produktionen af dansk solcelleenergi med næsten 40 pct.
De supplerende ændringer til lovforslaget er således ikke en løsning på dette alvorlige problem.
Hvis forudsætningen fremover for fritagelse for de tunge procedurer og gebyrer, der reelt gør lokal solcelleproduktion på udlejningsejendomme urentabel for beboerne, er, at der skal føres særlige kabler fra solcelleanlægget ned til den enkelte lejlighed, så bliver det kun langt dyrere. Og samfundsøkonomisk og ressource-/miljømæssigt giver det ingen mening.
Herudover vurderer BL, at der fortsat også vil være en stor barriere for, at demokratiske sammenslutninger som almene boligorganisationer kollektivt kan eje et anlæg, som leverer til den enkelte lejlighed. Det hænger bl.a. sammen med definitionen af tredjepartsproducent, jf. nedenfor.
Den oplagte logiske og miljømæssigt klogeste løsning er, at et boligområde/afdeling kan installere solceller på taget, og med anvendelse af det eksisterende net uden fordyrende afgifter og procedurer kan anvende den egenproducerede el. Dette vil ikke belaste det kollektive net, da ingen strøm vil blive sendt tilbage ud i nettet.
Herudover står samfundet overfor en stor udbygning af elnettet i de kommende år, og med øget lokal VE-produktion kan den almene sektor bidrage med en bedre kapacitetsudnyttelse, herunder lokalt medvirke til, at fx elbiler oplades af lokalt placerede solcelleanlæg. Reelt beder den almene sektor om en ligestilling med individuelle ejerboliger.
I den almene sektor er der store potentialer og store ønsker om at bidrage til den grønne omstilling via lokal produktion af decentral solenergi. Det er helt oplagt at bruge de store tagarealer på de almene etageejendomme til at producere grøn strøm via solceller.
Manglende definitioner
BL ser positivt på, at VE-direktivets bestemmelser omkring VE-egenforbrugere implementeres i den danske lovgivning, men savner en definition af ”forbruger” og ”fællesskab af VE-egenforbrugere”, samt en præcisering af hvem der kan optræde som ”elkunde”, og hvad der nærmere udgør ”forbrugsstedet”.
Som beskrevet i BL’s høringssvar af 1. juli til elforsyningsloven, så vanskeliggøres etablering af solceller i de almene boligafdelinger af, at afdelingens egenproducerede el skal distribueres mellem husstandene i afdelingen via det kollektive net.
Konsekvensen er, at man ikke kan udnytte den egenproducerede strøm på tværs af bygningsmassen inden for den enkelte boligafdeling, idet passage af en hovedmåler medfører pålæg af tariffer og afgifter.
Det skal generelt sikres, at de EU-direktiver, som omhandler energifællesskaber, understøttes af den danske lovgivning, herunder i VE-loven og bekendtgørelse om energifællesskaber. Kommissionen opfordrer, i meddelelse af 18. maj 2022 vedr. REPowerEU-planen, medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen af elektricitetsdirektivet for effektivt at give forbrugerne mulighed for at deltage på energimarkederne (individuelt eller via energifællesskaber eller kollektive ordninger for egetforbrug) med henblik på at producere, forbruge, sælge eller dele vedvarende energi.
BL opfordrer derfor til, at boligorganisationen/boligafdelingen sikres status som ”elkunde”, og den VE-producerede strøm, som produceres og anvendes internt i afdelingen, anses som ”eget forbrug” jf. lovforslagets § 5, nr. 33.
Det er BL’s vurdering, at denne fortolkning er i tråd med VE-direktivets artikel 21, nr. 6, som opfordrer medlemslandene til at indføre en befordrende ramme for at fremme og lette udviklingen af VE-egetforbrug. Denne befordrende ramme skal bl.a.:
a) behandle tilgængeligheden af VE-egetforbrug for alle slutkunder, herunder personer i lavindkomsthusholdninger eller sårbare husholdninger.
c) afhjælpe andre ubegrundede reguleringsmæssige hindringer for VE-egetforbrug, herunder for lejere
d) omhandle incitamenter til, at ejere af bygninger skaber muligheder for VE-egetforbrug, herunder for lejere.«
Følgende fremgår af VE-direktivets betragtning 67:
»Styrkelsen af fællesskaber af VE-egenforbrugere giver også VE-fællesskaber mulighed for at fremme energieffektivitet på husstandsniveau og bidrage til at bekæmpe energifattigdom gennem reduceret forbrug og lavere forsyningstakster. Medlemsstaterne bør i passende omfang udnytte denne anledning til bl.a. at vurdere muligheden for, at husholdninger, der måske ellers ikke ville være i stand til at deltage, herunder sårbare forbrugere og lejere, kan deltage.«
De danske regler bør som minimum sikre, at en grundejer har mulighed for at føre strømmen fra egne VE-anlæg rundt på egne sammenhængende matrikler, uden at dette skal ske via det kollektive net. Dette er en minimumsbetingelse for, at der etableres VE-anlæg lokalt.
BL har herudover ikke yderligere bemærkninger til høringen.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør