Sundhed
Type 2-diabetes
Udbredelse af type 2-diabetes i den almene sektor
Samlet set bor 76.000 ud af 264.000 personer over 16 år med type 2-diabetes i den almene sektor. Dette svarer til 29 pct. af alle tilfælde. 9,3 pct. af almene beboere er diagnosticeret med type 2-diabetes mod 4,7 pct. i den øvrige befolkning, hvilket er ca. dobbelt så stor en andel. Der er et mørketal forbundet med, at nogle personer ikke ved, at de har type 2-diabetes og af den grund ikke har fået stillet diagnosen. Desuden fremgår nogle personer med diabetes ikke af registre for det offentlige sygehusvæsen og medicinforbrug.
Ser man på aldersfordelingen, stiger andelen af personer med type 2-diabetes markant efter 50-årsalderen, uanset boligtype. I den almene sektor har knap hver fjerde mand og hver sjette kvinde over 65 år en type 2-diabetesdiagnose.
Figur 1. Andel af borgere med diagnosticeret type 2-diabetes, fordelt på alder
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), oktober 2021.
Der er betydelige geografiske forskelle i uligheden i udbredelsen af sygdommen på tværs af boligformer. Kortet nedenfor viser en overrepræsentationsfaktor for type 2-diabetes for den almene sektor. Den er beregnet som et forhold mellem andelen af personer med type 2-diabetes i den almene sektor og i øvrige boligformer. I alle kommuner er andelen af personer med en type 2-diabetesdiagnose højere blandt almene end ikke-almene beboere.
På regionalt niveau er overrepræsentationen af type 2-diabetespatienter størst i Region Hovedstaden - på 2,3. Samtidigt rummer Region Hovedstaden kommuner med henholdsvis den højeste og den laveste overrepræsentation af type 2-diabetes i den almene sektor. Således er andelen af type 2-diabetespatienter i København 3,3 gange større blandt de almene beboere i sammenligning med de ikke-almene beboere i kommunen, mens overrepræsentationsfaktor er på 1,4 for Vallensbæk Kommune. I Aarhus Kommune findes også en forholdsvis stor overrepræsentation på 2,8.
Figur 2. Overrepræsentationsfaktor af type 2-diabetespatienter i den almene sektor
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), oktober 2021.
Inden for den almene sektor er der procentvis flere type 2-diabetespatienter blandt almene beboere i landkommuner såsom Odsherred eller Tønder. Dette kan til dels forklares med, at de almene beboere i landkommuner i gennemsnittet er ældre end de almene beboere i bykommuner, da sandsynligheden for at blive diagnosticeret med type 2-diabetes stiger markant med alderen. Aldersforskellen mellem kommuner forklarer kun delvist variationen i andelen af beboere med type 2-diabetes. Selv i hovedstadskommunerne, hvor variationen i gennemsnitsalderen er begrænset, observeres der betydelige forskelle i andelen af almene beboere med type 2-diabetes.
Der er ikke en entydig sammenhæng på tværs af kommuner mellem overrepræsentationen og den generelle andel af beboere i den almene sektor, der har sygdommen.
Figur 3. Procentdel almene beboere med Type 2-diabetes, kommuner
Kilde: BL’s egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata og Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS), oktober 2021.
Sådan har vi gjort
Individer med diagnoserne type 2-diabetes, KOL, skizofreni og/eller demens identificeres på baggrund af Sundhedsstyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme og Svære Psykiske Lidelser (RUKS). Der medtages kun individer med en aktiv diagnose pr. oktober 2021.
Dernæst kobles individer med en given diagnose til befolkningsregisteret (BEF) samt adresseliste for almene boligafdelinger tilhørende Social-, Bolig- og Ældreministeriet primo 2022 således, at individer med en given diagnose kan karakteriseres efter deres køn, alder og hvorvidt de bor alment eller ej.