Skip to main content Skip to footer

Temaside

Robuste by- og boligfællesskaber

Vi arbejder for byer med plads til alle, betalbare og klimavenlige boliger, der skaber sammenhængende byer på tværs af Danmark.

Oprettet: mandag den 8. januar 2024
Opdateret: onsdag den 7. august 2024

Byer i forandring

Almene boliger skal til alle tider være til at betale og være en del af et boligmarked, hvor der er boligtryghed for alle.

Nogle bysamfund oplever i stigende grad stagnering eller affolkning og samtidig er presset på de større byer vokset. I de større byer ses der en ubalance i beboersammensætningen, som kræver et vedværende fokus og handling. Uanset størrelse og typer udfordringer, så er stærke byfællesskaber med til at bidrage til en balanceret udvikling mellem de mindre og de større byområder.

Familiestrukturen er også under forandring. Der er flere enlige, og andelen er stigende.

En aktiv bystrategi kan sætte retning for udvikling og aktiviteter. Det kan være med til at sikre robuste og sammenhængende byer og boligfællesskaber, men også til et mere sammenhængende Danmark.

Vi bidrager til byer med plads til alle

Vi bidrager til byer med plads til alle. Gennem en aktiv bystrategisk udvikling på tværs af både små og større byer bidrager landets almene boliger til et mere sammenhængende Danmark.

I de kommende år bliver vi langt flere ældre, og der opleves en stigning i antallet af psykisk sårbare beboere. Lokale fællesskaber, nytænkning i pleje og nærhed i sundhed, samarbejde med kommuner og civilsamfund vil være afgørende for beboernes trivsel og adgang til velfungerende velfærd. Det kalder på en gentænkning af opgaver og samarbejdspartnere for de almene boligorganisationer.

Byudvikling er tæt forbundet med sammenhængskraften mellem land og by. Nogle by-samfund oplever i stigende grad stagnering eller affolkning og presset på de større byer vokser. Stærke byfællesskaber skal bidrage til en balanceret udvikling mellem landet og de større byområder.

Eksempler fra boligorganisationer

De almene boliger har stor opmærksomhed på den sociale balance i boligområderne. I både små og store kommuner. Vi arbejder i partnerskaber, hvor der laves et fælles lokalt billede af de sociale opgaver, som kommunen, den almene sektor og det øvrige civilsamfund løser. Samtidig også med et øje på at sikre en sammenhængende byudvikling, så boligområderne bliver en del af en sammenhængende by, så områderne bliver en attraktiv del af byen.

Der er derfor brug for at lave kvalificerede og modige bud på boligbehovene. Herefter få tilpasset de eksisterende boliger og måske bygge nyt. I tilpasningen kan der være tale om ombygning, sammenlægning og konvertering. Der er tale om store og dyre opgaver, som i mange kommuner kan være svære at løfte.

I materialet her fra den aarhusianske boligorganisation Alboa og Aarhus Kommune kan du læse om omdannelse af bydelen Vejlby Vest. Læs mere om omdannelsen og kommunikationen i Vejlby Vest.

Også i Tingbjerg i København tænkes der nyt mellem kommunen og SAB og fsb. Læs her om nye fællesskaber mellem almene og private beboere i byplanen for Tingbjerg.

 

Strategiske aftaler med kommunen 

Et konkret og redskab, som, vi ved, understøtter boligområder i balance og den blandende by, er strategiske aftaler om anvisning og udlejning. Her er det kommunen og stedlige boligorganisationer, som indgår en samarbejdsaftale om udlejning og anvisning.

Der er indgået strategiske aftaler om anvisning og udlejning i ca. 25 kommuner, og flere er på vej. Den blandede by er samtidig et landspolitisk mål og grundlaget for Parallelsamfundslovgivning med de seneste forebyggelsesområder.

Den gode bystrategi

Den gode bystrategi bliver til med involvering af relevante parter. Det kan være kommunerne, regioner, frivillige organisationer, virksomheder og mange andre. Hos AlmenNet kan du finde viden, værktøjer og inspiration til, at arbejde med fremtiden. Du kan blandt andet læse om fremtidens almene boliger og det hastigt forandrede boligmarked her.