Læs hvilken metode, vi har anvendt til beregneren for den offentlige gevinst ved beskæftigelse.
Metodebeskrivelse til beregneren
Beregneren viser gevinsten for de offentlige kasser, når en person, som har modtaget offentlige overførsler i minimum et år, opnår mindst seks måneders lønnet ustøttet beskæftigelse i det efterfølgende år. Gevinsten beregnes som den rene forskel mellem den samlede skat betalt og de offentlige overførsler modtaget, når en borger overgår fra at have været på overførsler i minimum ét helt år til beskæftigelse i mindst seks måneder. Der tages ikke hensyn til ændringer i øvrige træk på de offentlige ressourcer – såsom sundhedsomkostninger, omkostninger ved rets- og sikkerhedsvæsenet, omkostninger ved infrastrukturen eller omkostninger ved de offentlige aktiveringstilbud. Beregningen er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistiks registerdata for 2019 og 2020, hvor beløb fra 2019 er fremskrevet til 2020-priser vha. forbrugerprisindeks/PRIS112.
Først identificeres alle borgere, som i løbet af 2019 har været på følgende typer af overførselsindkomst: jobparat modtager af kontanthjælp, aktivitetsparat modtager af kontanthjælp, aktivitetsparat modtager af uddannelseshjælp, jobparat modtager af integrationsydelse (nuværende selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse), aktivitetsparat modtager af integrationsydelse, ressource- og jobafklaringsforløb, (for)revaliderings- og ledighedsydelse, dagpenge, sygedagpenge. Til dette formål anvendes DREAM-databasen. Det er en betingelse, at personen har modtaget ydelsen i løbet af 52 uger.i
For de ydelsestyper, hvor modtagere skal opdeles i job- og aktivitetsparate, anvendes den status, som personen har haft i mindst 26 uger, jf. ugentlige koder fra DREAM.ii
Bagefter følges udviklingen i, hvorvidt de langvarige modtagere af overførsler opnår lønnet beskæftigelse i det efterfølgende år. Til dette formål anvendes månedlige oplysninger om beskæftigelsesgrad og ydelseskode fra DREAM-database for 2020. Måneder med støttet beskæftigelse indgår ikke i beregningen. Det betyder, at beskæftigelsesgrad for den pågældende måned ikke medregnes, hvis der samtidigt er registreret en DREAM-ydelseskode svarende til ansættelse i løntilskud, som voksenlærling eller rotationsvikar for mindst en uge i den samme måned.
Herefter kobles oplysningerne sammen med oplysninger fra indkomstregister for 2019 og 2020 om personernes samlede betalte skat og offentlige overførsler modtaget i 2019 og 2020, samt deres årlige erhvervsindkomst. Kun personer, som har været fuldt skattepligtige i begge år, indgår.
Den offentlige saldo beregnes for hvert år som forskellen mellem den samlede skat betalt og de offentlige overførsler modtaget. Gevinsten beregnes efterfølgende som forskellen mellem de to saldi i 2020 og 2019. Beregningen udføres for 13 grupper af ydelsesmodtagere – dem, der ikke har opnået mindst en måneds beskæftigelse i året efter; dem, der har opnået 1 måneds beskæftigelse; dem, der har opnået 2 måneders beskæftigelse osv. Beskæftigelsesgraden er afrundet til den nærmeste måned.
De øverste to paneler i værktøjet er baseret på ydelsesmodtagere, der er overgået til mindst seks måneders beskæftigelse – beregnet som det uvægtede gennemsnit for de syv ydelsesgrupper med hhv. seks, syv, otte, ni, ti, elleve og tolvs måneders beskæftigelse i 2020, mens dem med mindre beskæftigelse er udelukket.
I det sidste panel vises fordelingen af langvarige modtagere af overførsler efter deres beskæftigelsesgrad i det efterfølgende år for dem, der ikke er støttet af overførsler i mindst 26 uger i dette år. Der er for få ydelsesmodtagere i de fleste ydelsesgrupper, når de også opdeles efter antallet af måneder i beskæftigelse, hvorfor resultater vises aggregeret over flere måneders beskæftigelsesgrupper.
I de supplerende værktøjer er ydelsesmodtagere yderligere opdelt på køn og indvandrerbaggrund baseret på oplysninger fra befolkningsregister samt sundhedsstatus. I det sidstnævnte opdeles personer efter, hvorvidt de har modtaget en diagnose relateret til psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse i løbet af de sidste 15 år i det offentlige sundhedsvæsen.iii Opdelingen efter køn, etnicitet og sundhedsstatus udføres kun, hvis antallet af personer tillader det ift. Danmarks Statistiks regler for diskretionering, og kun, hvis der er en forskel i overførslerne i 2019 på 10.000 kr. eller den samlede gevinst er på over 5.000 kr./år mellem de to grupper, som der opdeles efter.
Alle beløb, der er præsenteret i figurerne, er afrundet til de nærmeste 500 kr.