3376 2020

For at man kan opføre nye almene boliger, skal der være to parter, som synes, at det er en rigtigt god idé. Det kræver en kommune, som eksempelvis gerne vil have nogle betalelige familieboliger, ældreboliger eller ungdomsboliger. Og det kræver en boligorganisation, som gerne vil påtage sig rollen som bygherre og bygge dem. Sådan er det, og det har historisk fungeret ganske udmærket. I hvert fald består en femtedel af den samlede boligmasse i Danmark af almene boliger.

Det almene og det kommunale har altså en lang fælles historie, der handler om alment byggeri. Kommunerne har nemlig haft en interesse i også at kunne tilbyde velfungerende og ikke alt for dyre boliger, som også har kunnet tage hånd om dem, der har svært ved at finde tag over hovedet. På den måde har forenings-Danmark i form af de almene boliger været et vigtigt non-profit alternativ på boligmarkedet, der har fundet indpas i alle landets kommuner.

Samarbejdet mellem kommuner og almene boligorganisationer sker på mange forskellige flader, og her vil jeg fokusere på byggeriet. Når jeg taler med byggecheferne i de almene boligorganisationer, får jeg mange eksempler på forbilledligt samarbejde med forskellige kommuner, men jeg hører også en del beretninger, hvor der er kommet lidt rod i arbejdsdelingen mellem kommune og boligorganisation, og jeg vil dele disse nødråb med jer.

Som bekendt er alment byggeri begrænset af et rammebeløb, som sætter en klar grænse for, hvad byggeriet må koste pr. kvadratmeter. Sådan er loven, og det er fornuftigvis begrundet i, at almene boliger skal være tilgængelig for alle, og derfor må huslejen ikke stikke af. Huslejen er et resultat af, hvad det koster at opføre, drive og vedligeholde boligerne. Sektoren er non-profit. Disse rammer er jo ikke bare politisk vedtagne men også dybt fornuftige og har sikret Danmark et mere velfungerende boligmarked end andre steder i verden.

Kommunen er, og skal være, stærkt involveret i den bystrategiske udvikling i kommunen. Det er glædeligt, at langt de fleste kommuner påtager sig denne opgave med stor entusiasme og høje ambitioner omkring både nybyggeri og renoveringer. Men nogle steder er entusiasmen og engagementet blevet så stort og involveringen i byggeprocessen er blevet så detaljeret, at det kan ende med at true byggesagen.

Boligorganisationerne oplever, at kommuner kaster sig så meget ind i projektet, at de ønsker at diskutere om boligernes skabe kan få skydedøre i stedet for låger, om dørene til stuen kan hængsles i højre i stedet for venstre side, eller om en indvendig væg kan flyttes 7 cm. Også efter en byggesag er gået i gang, ser vi eksempler på, at kommunen ønsker at ændre projektet, fx så de udvendige altaner blive integreret i bygningen. Det koster mange ressourcer for byggesagen, både omkostninger til eksterne rådgivere og projektmedarbejdere, byggeudvalg mv., når projektet skal laves om undervejs, men også for kommunen, som bruger store ressourcer på at gå helt tæt på byggesagerne.

Disse eksempler kan lyde lidt anekdotiske og som en pegen fingre. Sådan er det absolut ikke ment. Kommuner kan helt sikkert også komme med spændende eksempler på, at almene bygherrer ikke har opført sig hensigtsmæssigt. Mit indlæg er ment som et hejst flag om, at vi for begge parters skyld skal være meget præcise omkring arbejdsdelingen for at fremme byggehastigheden mest mulig til glæde for alle.

Det kunne måske være en overvejelse sammen at udarbejde en kortfattet ”God praksis” for samarbejdet omkring byggesager, så både de almene boligselskaber og kommunerne leverer på et tilstrækkeligt og nødvendigt niveau for effektiv gennemførelse af byggesager.