Strategiske aftaler mellem kommunen og alle boligorganisationer i kommunen er et værktøj til at opnå byer i balance.
Vidensblad
Hvorfor lave en aftale med kommunen?
Strategiske aftaler mellem kommunen og alle boligorganisationer i kommunen er et værktøj til at opnå byer i balance. Byer i balance er et mål i BL's målsætningsprogram for 2022-24. Den samlede tilgang sikrer fælles løsninger, der inkluderer og sikrer hele byen. En tilgang begrænset til enkelte boligområder vil have tendens til at flytte udfordringerne til andre områder frem for at understøtte en generel løsning.
I både store og små kommuner er det afgørende med et klart fælles billede af de sociale opgaver, som den almene sektor løser, og samspillet med kommunens velfærdsopgaver.
Fokus på den sociale balance i boligområderne og potentialer i samarbejder er en fordel for alle parter. Den sociale balance skal have fokus på de svageste grupper, og det skal sikres, at der er plads til både høj og lav og til alle generationer. Disse hensyn kan varetages på tværs af kommunernes boligområder, når der indgås fælles aftaler. Parterne vil som led i arbejdet med aftalerne få et fælles blik for boligområdernes styrker og udfordringer. Det kommer overblik over boligsammensætningen i kommunen og over, hvorvidt boligerne imødekommer behovene eller om der er behov for flere boliger af bestemte typer. Endelig kan kommunen via kriterier for udlejning eller via boligsocial anvisning understøtte erhvervspolitiske mål, fx ved at tiltrække arbejdskraft.
Parallelsamfundslovgivningen betyder, at både kommuner og boligorganisationer finder det nødvendigt at styrke det forebyggende arbejde for at sikre en fremtidig balanceret beboersammensætning i de almene boligafdelinger og boligområder.
Også i forhold til boligorganisationer, som ikke har områder på parallelsamfundslovgivningens lister, vil der være behov for at understøtte, at de boligsociale opgaver løftes på tværs af alle i de enkelte kommuner, så ingen områder får en skæv beboersammensætning.
Samtidig betyder lovgivningen om fonden for blandede byer, at det er en forudsætning for kommunernes muligheder for statslige tilskud til boligløsninger for hjemløse, at de har indgået strategiske aftaler med boligorganisationerne om kommunal boligsocial anvisning.