3376 2020

Sanktionering
BL er enige med ekspertgruppens anbefalinger om, at borgere længere væk fra arbejdsmarkedet kun helt undtagelsesmæssigt skal sanktioneres.

I dag oplever boligorganisationerne, at borgere, der sanktioneres, ikke kan betale deres husleje og risikerer udsættelse og social deroute. 

Der er samtidig behov for stor varsomhed i afgrænsningen af hvilke borgere, der er tæt på og langt fra arbejdsmarkedet. Man kan ikke altid se på en borger, at borgeren har større sociale problemer. 

Mange forsøger at opretholde en facade, fordi de føler det som et nederlag, hvis andre opdager fx psykisk sygdom eller handicap.

Når der sanktioneres, bør oplysninger om årsagen til borgens manglende overholdelse af deres rådighedsforpligtelse (fx at borgeren har været indlagt) ikke blot medføre, at ydelserne genoptages
med virkning fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager oplysningerne. Sanktionen bør helt  bortfalde og borgeren have udbetalt ydelserne med tilbagevirkende kraft, så borgeren ikke oplever 
en nedgang i ydelser, når det efterfølgende viser sig, at der ikke var basis for en sanktion. 

BL støtter ikke, at kommunernes pligt til udvidet partshøring af borgere længere væk fra  arbejdsmarkedet skal bortfalde. Det er netop ved den opsøgende indsats, der sker i forbindelse med den udvidede partshøring, at nye oplysninger om sygdom eller handicap kan komme til kommunens kendskab, fordi denne form for partshøring sker ved personlig og opsøgende indsats og ikke blot ved et brev i e-boks. Hvis nogle sanktioner afskaffes, vil dette formentlig i sig selv reducere behovet for udvidet partshøring. 

Formålet med sanktionerne er, at borgeren overholder regler om fremmøde mv. Kontanthjælpen, som er en af de ydelser, der kan sanktioneres, kan kun ydes, hvis borgeren har meget lille 
opsparing. Sanktionering rammer derfor hårdt. Ofte så hårdt, at borgeren ikke har råd til faste udgifter som husleje og forbrugsudgifter. Kommunerne må ikke kompensere borgeren for en sanktions konsekvenser, via fx enkeltydelser.

Når en forsørgelsesydelse sanktioneres, er der derfor ofte være høj risiko for udsættelse pga. restancer. Når systemet generelt nytænkes, vil det være hensigtsmæssigt at sikre, at en sanktion aldrig fører 
til udsættelse fra boligen. Formentlig vil en sanktionering i det beløb, borgeren har i rådighedsbeløb efter at huslejen er betalt, have rigeligt incitament til at overholde fremmøderegler mv. En udsættelse på grund af restancer vil oftest kun bringe borgeren længere væk fra arbejdsmarkedet. 

Resultatbaseret individuel indsats
Det er fornuftigt, når ekspertgruppen anbefaler, at man ikke skal have ”one size fits all” i beskæftigelsesindsatsen, men at indsatsen skal fastlægges ud fra den enkeltes behov. 

Det giver dog bekymring, når der samtidig skal findes store besparelser på opkvalificering og vejledning af de jobsøgende.

En bekymring kan være, at indsatser koncentreres om de borgere, som er tættest på arbejdsmarkedet. BL har gode erfaringer med fremskudt beskæftigelsesindsats. Virkningen af fremskudte indsatser er bl.a. dokumenteret af Center for Boligsocial Udvikling (Fremskudt 
beskæftigelse - CFBU) og er et virksomt redskab i boligsociale helhedsplaner. 

BL vurderer, at beskæftigelsesindsatserne i særlig grad skal målrettes lokale behov, dvs. at indsatserne placeres geografisk, hvor arbejdsløsheden er størst. Opkvalificering og vejledning via de offentlige systemer bør målrettes de borgere, som har sværest ved at finde ordinær beskæftigelse eller har det laveste uddannelsesniveau. 
Beskæftigelsesindsatser for de borgere, som er længst fra arbejdsmarkedet kunne inddrage mulighederne for småjobs og socialt frikort.

Venlig hilsen 

Bent Madsen