Høringssvar
Høring over ny hovedlov om aktiv beskæftigelsesindsats og lovforslag om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge og forskellige andre love
BL – Danmarks Almene Boliger er blevet opmærksom på høring over udkast til ny hovedlov om aktiv beskæftigelsesindsats, som er sendt i høring den 13. oktober 2025.
BL har en generel opmærksomhed på nogle af de mest udsatte grupper af borgere, der berøres af de store reformer på beskæftigelsesområdet, og deres risiko for at miste deres bolig enten pga. lavere ydelser, eller fordi de sanktioneres. BL imødeser et mere værdigt sanktionssystem, men det synes samtidig uklart, hvordan den større værdighed omsættes til praksis.
Når borgere længere væk fra arbejdsmarkedet i udgangspunktet ikke skal sanktioneres, så kan det undre, at der samtidig stilles færre krav til udvidet partshøring, som netop er en mulighed for at få kontakt til borgeren om særlige udfordringer, som kommunen har behov for at inddrage i sin afgørelse om sanktionering.
Endelig skal der være en opmærksomhed på, at den øgede frihed og besparelser på beskæftigelsesområdet ikke vil føre til en prioritering af de borgere, der er tættest på job, og en nedprioritering af – i øvrigt virksomme – fremskudte indsatser, som sikrer jobindsats til de områder, hvor flest er udsatte ift. beskæftigelse.
Med venlig hilsen
Bent Madsen
Adm. direktør