Skip to main content Skip to footer

Høringssvar

Ændring af reglerne for beregning af maksimumbeløb

Ændring af bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v. som indebærer at maksimumbeløbet for familieboliger og ungdomsboliger bliver ens. Fastsættelsen af maksimumbeløbet ændres således, at det består af summen af to beløb: et beløb pr. bolig og et beløb pr. m2.

Oprettet: mandag den 3. februar 2020
Opdateret: tirsdag den 17. december 2024
Sideansvarlig: Solveig Råberg Tingey

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har den 27. februar 2020 sendt bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v. i høring.

Ændringen til bekendtgørelsen vedrører maksimumbeløbet for opførelse af almene boliger, som bliver ens for henholdsvis familieboliger og ungdomsboliger. Hertil ændres reglerne for fastsættelsen af maksimumbeløbet, og energitillægget vil fremover integreres i det almindelige maksimumbeløb. Dette vil gælde for maksimumbeløbet for både familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger.

BL takker for muligheden for at afgive sine bemærkninger. BL har enkelte bemærkninger til bekendtgørelsen

Incitament til på tiltage mindre boliger

BL er positiv over for de nye regler, som er et godt for de almene boligorganisationer til huset, da maksimum hæves for boliger, der er under 45 m2 for almene ungdomsboliger og 95 m2 for almene familieboliger.

Det er almindeligvis køkkener og badeværelser, som er de tungeste poster i budgettet. Opførelsesomkostningerne pr. kvadratmeter for mindre boliger er derfor på nuværende tidspunkt højere end ved de større boliger. Bekendtgørelsens ændringer vil forbedre mulighederne for de almene boligorganisationer at bygge ungdomsboliger på under 45 m2 og familieboliger på under 95 m2. BL er således enig i beskrivelsen af reglerne, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens har anført i høringsbrevet.

Det bemærkes, at der som reaktion på de nye regler kan opstå en stilstand ved opførelse af alment boligbyggeri i perioden indtil 1. oktober 2020, således boligorganisationerne kan opnå det mest fordelagtige maksimumbeløb til opførelsen af det pågældende projekt.

BL opfordrer derfor til, at tilsagnet efter de nye regler gives væsentligt før 1. oktober 2020 for at undgå en stilstandsperiode og dermed en forsinkelse på opførelsen af alment boligbyggeri.

Geografisk afhængig efterspørgsel på almene boliger

Ændringen af reglerne medfører, at maksimumbeløbet i forhold til de gældende regler bliver mindre i forhold til de gældende satser for ungdomsboliger på 45 m2 og herover og familieboliger på 95 m2 og herover. Dette sker blandt andet som en konsekvens af, at energitillægget integreres i maksimumbeløbet.

Geografisk tages der ikke højde for, at nedsættelsen af maksimumbeløbet for større boliger fremover bliver en realitet. I provinsbyerne er der ikke den samme efterspørgsel på de mindre boliger, som der er i hovedstadsområdet.

I provinsbyerne er der således en større efterspørgsel efter de større almene boliger. Nedsættelsen af maksimumbeløbet i provinsbyerne kan give en negativ effekt på opførelsen af større boliger, og alternativet er ikke at der slet ikke bliver opført nye almene boliger, fordi der ikke er efterspørgsel og dermed lejere til de mindre boliger. Dermed kan konsekvensen være, at der generelt blive færre opførelser af almene boliger i provinsbyerne som følge af de nye regler.

BL opfordrer på den baggrund til, at der geografisk gøres forskel på, hvorledes maksimumbeløbet vil blive ændret for de byer, hvor der ikke er stor efterspørgsel efter flere mindre boliger. Derfor anbefales det, at de nye regler ikke som konsekvens af integreringen af energitillægget medfører en generel nedsættelse af maksimumbeløbet opførelse af alle større boliger, men kun i de områder, hvor der er høj efterspørgsel efter flere mindre boliger.

En oplagt løsning kan være, at maksimumbeløbet i disse tilfælde forbliver tilsvarende det, som er gældende i dag.

Satser for ældreboliger i bilag 2

BL bemærker, at der i bilag 2 er indført en oplistning af maksimumbeløbet gældende for almene ældreboliger. I oversigten er der oplistet tre områdegrupperinger, men der er fire forskellige satser af maksimumbeløb.

Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen har i høringsbrevet angivet, at der ikke vil ske ændring af fastsættelsen af maksimumbeløbet for ældreboliger. BL antager, at der er tale om en tastefejl, som vil blive tilrettet ved offentliggørelsen af bekendtgørelsen, og at grupperingerne rettelig vil
være:

  • Hovedstadsområdet
  • Aarhus, Skanderborg, Odder, Holbæk, Ringsted, Slagelse, Sorø, Næstved og Faxe
  • Odense, Silkeborg, Vejle, Fredericia, Kolding og Horsens
  • Øvrig provins

Overordnet set bakker BL op om de nye regler, da dette giver boligorganisationerne større muligheder og bedre vilkår til at opføre almene boligbyggerier, som består af flere mindre boliger. BL er samtidigt af den opfattelse, at dette er et ønske, som BL’s medlemmer har i takt med stigende grundpriser og generel efterspørgsel efter almene boliger.

Ved behov for uddybning eller ved spørgsmål til ovenstående, kan cheføkonom Solveig Råberg
Tingey kontaktes på srt@bl.dk eller adm. direktør Bent Madsen på bma@bl.dk.


Med venlig hilsen

Bent Madsen
Adm. direktør