;
Søger du bolig? - Klik her

Hundehold samt dyrehold

Tilladelse til at holde dyr
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Der er på det ordinære afdelingsmøde besluttet, at der ikke må gives tilladelse til at holde kamphunde. Efterfølgende har en lejer indsendt en ansøgning vedrørende en kamphund som er anskaffet inden det ordinære afdelingsmøde. Hvordan skal sagen afgøres?

Svar

Som formuleringen er beskrevet, så gælder forbuddet mod kamphunde i praksis fremadrettet. Men efter de nye regler, må der nu ikke gives tilladelse til kamphunde, hverken fremadrettet eller bagudrettet.

Beboerens ansøgning om kamphund må således under alle omstændigheder afvises.

 

Men beboeren kan henholde sig til de regler, der gjaldt på det tidspunkt beboeren anskaffede sin hund.

 

Stod der tidligere i en husorden, at beboerne måtte holde hund uden begrænsninger, så har beboeren ret til at beholde sin hund så længe den lever.

Skulle man tidligere efter reglerne søge om hund i hvert enkelt tilfælde og har beboeren tidligere fået en tilladelse til at holde en hund, så har beboeren også retten på sin side og kan beholde sin hund så længe den lever.

 

Skulle man tidligere efter reglerne søge om hund i hvert enkelt tilfælde, og har beboeren undladt dette, så har beboeren ikke retten på sin side, og beboeren skal således afskaffe sin hund i henhold til både reglerne før og efter afdelingsmødet.

Spørgsmål

Jeg læste i den lokale avis at en beboer havde fået en stor efterregning fordi at hans katte havde gjort stor skade på en lejlighed, hvor man ikke må have husdyr og det har fået mig til at tænke på følgende spørgsmål

Hvad er det der gør at man i nogle lejligheder gerne må have husdyr og i andre ikke, selv i samme boligforening er der forskel, hvad er det der afgør dette dyrene kan vel gøre de samme skader i alle lejligheder?

Svar

Spørgsmålet om det er tilladt at holde husdyr eller ej er en del af en boligafdelings husorden. Husorden vedtages alene af afdelingsmødet. Der kan altså meget vel være tilladelse i nogle afdelinger og forbud i andre afdelinger.

Selv om det er tilladt, at holde husdyr, vil de ødelæggelser dyret evt. har forvoldt skulle betales af lejer ved fraflytning som misligholdelse.

Behandling af forslag om tilladelse til husdyr
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

For et par år siden blev forslag om hundehold forkastet ved en urafstemning i en af vores afdelinger. Nu er der atter stillet forslag om hundehold til det kommende ordinære, obligatoriske afdelingsmøde.

 

Jeg er klar over, at endelig beslutning om hundehold derfor skal afgøres ved en urafstemning, MEN kan afdelingsmødet beslutte - ved flertal af de fremmødte – om forslaget overhovedet skal til urafstemning? Og såfremt det besluttes, at forslaget ikke skal det, forkastes forslaget i så fald? Står det nogen steder?

Svar

Det er afdelingsmødet, som vedtager husorden, og spørgsmål om hundehold er en del af en husorden.

 

Der er intet krav om at sådanne forslag skal til urafstemning, men et flertal af afdelingsmødets stemmeberettigede deltagere kan vedtage, at spørgsmålet skal afgøres ved urafstemning.

Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål fra en afdelingsformand. Der er et beboerforslag om at give tilladelse til at holde husdyr i afdelingen. Og det skal naturligvis på afdelingsmødet.

Afdelingsbestyrelsen vil gerne udelukke visse hunderacer i givet fald. Kan Afdelingsbestyrelsen lave en begrænsning/et ændringsforslag, således, at når der stemmes om at holde hund, er begrænsningslisten med i spørgsmålet?

Eller kræver det 2 afstemninger? Først om husdyr, herefter om begrænsningen?

Svar

Hvis der under debatten på selve afdelingsmødet fremsættes ændringsforslag, så kan ændringsforslaget behandles, når det holdes inden for rammerne af det oprindelige forslag. Og det vil jeg mene at det gør i den foreliggende situation.

Hvis der inden for fristen for emner til dagsorden kommer en begrænsning til det oprindelige forslag, vil jeg anbefale at man først stemmer om hundehold og dernæst om begrænsninger heri. Den oprindelige forslagsstiller har angiveligt ikke ønsket begrænsninger.  Endvidere medfører reglerne om hundehold at en række (kamp) hunde er forbudte. Disse hunde er forbudte uanset om det står i husorden eller ej.

Tilladelse til at passe en hund
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål fra min hverdag i et alment byggeri, som jeg håber I vil kunne hjælpe med, eller evt. henvise til nogen der kan. Det drejer sig om:
 
Kæledyr i afdelingen.
 
I vores afdeling er det tilladt at holde kat, samt mindre kæledyr. Disse må ikke være til gene på nogen måde. Derudover er det IKKE tilladt at holde hund. 
 
Sådan nogenlunde er vore regler opstillet, og det burde være meget enkelt, men jeg efterlyser en nærmere definition/uddybelse af, hvornår det kan betegnes som man holder hund. Findes der nogle overordnede, landsdækkende regler herfor, eller er det den lokale afdelings bestyrelse, der definerer det? Hvad er erfaringerne, evt. fra afdelingerne rundt om i landet, de steder hvor det ikke er tilladt?
 
Hvornår "holder" man hund? Må man passe en andens hund? Hvis ja, hvor tit og hvor længe?
 
"Holder" man hund, hvis:
 
1 hund, (evt. 2) overnatter ml. 1-6 gange i træk, og det sker gentagent/jævnligt, f.eks. gennemsnitlig ca. 1 gang hver måned, (gennem flere år; nærmest som en fast vane)? 
 
Skal det være mere længerevarende og sammenhængende perioder, før det betragtes som hundehold, eller er det en klokkeklar overtrædelse af reglerne, allerede den første gang der overnattes?
 
(Det ligger i sagens natur, at selv de(n) mest rolige hund(e) næsten altid vil afstedkomme visse gener i et etagebyggeri, specielt over længere tid).

Svar

Sådanne regler findes ikke. Hvis man i boligafdelingen mener at der er behov for mere klare regler, må disse vedtages som en del af husorden.

 

Hvis man har et generelt forbud imod hundehold, vil det være meget vanskeligt at administrere at det kan være tilladt at ”have besøg” i længere eller kortere periode.

Spørgsmål

Kan administrationen give tilladelse til at en beboer må passe en hund i eksempelvis 14 dage, når der ikke står noget om pasning af hunde i vedtægterne. Der står i vedtægterne at man i afdelingen godt må holde hund og kat.



Svar

Ja, i den nævnte situation er det i orden at en beboer passer en hund i eksempelvis 14 dage. Om man må holde dyr, fremgår af afdelingens husorden.



Administrators beslutning om forbudte hunde racer
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål om hvorvidt at en administrator kan beslutte noget vedr. husdyrhold og hvilken race af hunde man kan forbyde.

 

Det er mere fordi at jeg er medlem af et boligselskab, som har besluttet på vegne af alle deres afdelinger og bestyrelser om hvilken race hund man må have. Jeg er nemlig af den overbevisning om, at det skal op på et afdelingsmøde eller bestyrelsesmøde om man vil have sådan et hunde-race-forbud i selskabet eller afdelingen. Jeg mener ikke at selve administratoren ene og alene kan beslutte dette, det burde jo være op til beboerne om de vil have et forbud mod muskelhunde racer, eller ej.

Svar

Folketinget har vedtaget et forbud imod et antal hunderacer – dette forbud gælder naturligvis også i almene boligafdelinger.

 

Hvis man derudover ønsker at begrænse lejernes ret til at holde husdyr m.v. er det et anliggende, som reguleres i afdelingens husorden, og den vedtages af afdelingsmødet.

Dispensation til at have en servicehund
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

En lejer, der bor i en bolig hvor husdyrhold ikke er tilladt, ønsker dispensation til at holde en servicehund. Hvad forstås ved en servicehund?

Svar

Det følger af bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v. § 127, at en handicappet lejer har ret til at have et servicedyr, selvom husordenen i øvrigt forbyder husdyr. Det er en betingelse at vedkommende er afhængig af servicedyret.

 

§ 127 har følgende ordlyd:

”Uanset bestemmelserne i husordenen for almene boliger har personer med vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller blinde og svagtseende personer, der er afhængige af et servicedyr, altid ret til at holde et sådant.

 

Stk. 2. Ved servicedyr forstås fører- og servicehunde, som er specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for de personer, der er nævnt i stk. 1.”

Tilladte og ikke tilladte hunderacer mv.
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan en afdeling, der i øvrigt tillader hundehold med undtagelse af kamphunde (regeringens) nægte, at en lejer anskaffer sig en engelsk staffordshire (den er ikke på regeringens forbudsliste)? Afdelingsmødet besluttede i 2010 at udvide kredsen af hunde (læs: kamp- og muskelhunde), der ikke kunne tillades i afdelingen. Den er til gengæld på en udvidet liste, som afdelingsmødet godkendte.”

Svar

Selv om det i en afdeling er tilladt at holde hunde, så er der hunde man ikke lovligt må anskaffe. Hvilke hunde det er, fremgår af hundeloven. Det er ikke bare bestemt racer men også forskellige krydsninger af racer.

 

Hvis den pågældende hund er lovlig ifølge hundeloven og man må holde hund i afdelingen og desuagtet undtager denne race, så er spørgsmålet om det vil kunne håndhæves. Jeg kender ikke svaret, men tror ikke den holder.

Problemer med ude katte
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Klage over katte. Hvornår er nok, NOK, det er det nu. Det hjælper ikke at tale med ejeren. Kattene kan ikke lade vores mad ude på terrassen være. Hvis vi forlader maden for at hente mere, er de der som en mis, oppe på bordet og i maden (mon de sulter?). En kat går i alt, så som gamle fugleskrog ovre i skoven, da de jo går ude hele døgnet, sommer som vinter. Det er synd for kattene, at de har sådan en kattemor. Hvad med kattens værn? Vores blomsterbed er altid fyldt med katte lort og pis, det stinker og hvem vil gerne have fingrene i dette. Vi vil gerne have det pænt, også indendørs. Når vi ser dette, er de jo færdige når vi når derud. Dette er sket utallige gange, det samme i sandet ved gyngerne, de stiler lige derover og sætter sig. Hvorfor er der ingen naboer der vil passe dem, når hun f.eks. tager på kursus eller ferie i 8 dage, så må jeg fodre dem, det er da en slags dyr?

Svar

Selv om man gerne må holde katte, er det ikke en generel tilladelse til at katte må genere naboer som det er tilfældet her. Enhver lejer er forpligtet til at vise hensyn til andre, og lejere er også forpligtede i forhold til deres børn, gæster - og husdyr.

 

Den beskrevne situation er ikke rimelig, og man kan ikke forvente, at der skal være lejere, som vil acceptere at andre lejeres katte kommer og spiser fra bordet.

 

I må påtale forholdet over for kattens ejer. Hun vil sandsynligvis gøre gældende, at det ikke er muligt at holde katte inde mm., men det er altså ikke OK. Hun må eventuelt opsætte katte hegn, så de ikke kan komme uden for hendes eget område, eller hun må anskaffe inde katte i stedet for udekatte.

 

Hvis de forhold, der klages over fortsætter, ville jeg gå videre med sagen, for som det er beskrevet udviser hun en uacceptabel mangel på respekt for sine naboer.

Afstemning om husdyr
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi skal snart have møde i vores boligforening. Igennem alle de år (15 år), er der blevet stillet forslag om at have husdyr i boligforeningen. Hver gang er det blevet nedstemt... desværre.

NU ser jeg, at der atter er stillet forslag om dette, og vil gerne hjælpe til med at få det vedtaget.

Jeg ved, at rigtig mange gerne vil have husdyr, men at de ikke har mulighed for at møde op.

Kan man lave en underskrift indsamling, og aflevere den på mødet? Og hvor mange procent af samtlige husstande skal stemme ja?

Svar

Du skriver at der snart skal være møde i jeres boligforening. Er i tvivl om det er afdelingsmøde du faktisk mener. Det er nemlig afdelingsmødet der har kompetence til at træffe afgørelse om husdyrhold.

 

Om der kan stemmes ved fuldmagt afhænger af jeres vedtægter. Står der ikke noget herom i vedtægten, så er det kun de fremmødte der kan stemme. Beslutning om husdyrhold kræver flertal.

Andre dyr end hund eller kat
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi er i tvivl om, hvorvidt vore beboere må have marsvin, hamstere, fisk osv. inde i deres egen bolig.

 

Gælder f.eks. en hamster eller fugl for 1 husdyr? Og kan vi overhovedet forbyde vore beboere, at have disse dyr i boligen. Normalt taler vi om hund og kat, når vi taler om husdyr.

 

Hvordan er reglerne på området? 

Svar

Dyr som holdes i bur betragtes ikke som husdyr. Så du har ret: husdyr i relation til husorden er hund og kat.

Husorden omkring ude katte
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Jeg bor til leje, hvor der på kontrakten står, at det er tilladt at have husdyr (derfor flyttede jeg derud!!) Jeg har en kat med, som starter med at stå i snor i den lille have. Efter 3 måneder slippes den fri og kan så gå ned i skoven der ligger lige op af boligområdet. Tilsyneladende går den ind i nogen af de andres haver og der er nu kommet en klage fra Boligforeningen, idet det viser sig, at der er vedtaget husregler herude blandt beboerne, at kat skal holdes på eget område? Boligområdet ligger midt inde i et villakvarter, så det synes helt forrykt at der er lavet sådanne regler.

 

Hvis jeg ikke sætter min kat i snor eller skiller mig af med den, vil det således kunne betragtes som alvorlig brud på lejeloven og vi kan blive opsagt?? Jeg ved at der er et par af de “gamle” beboere der er meget trætte af, at jeg opfører mig uterligt og ikke følger deres regler. Jeg vil forsøge, at samle husstande nok, således at der kan indkaldes til nyt beboermøde og få en afstemning om reglen, men det tager jo tid og skal jeg så i mellemtiden holde katten inden døre??

Svar

I forbindelse med indgåelse af lejeaftalen, skulle du gerne have modtaget et sæt gældende husordensregler. Er de blevet ændret efter at du er flyttet ind skulle du ligeledes også have modtaget de ændrede regler.

 

Overtrædes husordens reglerne kan det sanktioneres. Om en eventuel opsigelse af dit lejemål, pga. at din kat løber ind i andres haver, holder i retten finder jeg meget tvivlsomt. Men det er værd at bemærke sig, at det er det sæt spilleregler man har vedtaget husdyr hold på. Så om ikke andet så kan en overtrædelse føre til, at man vedtager at der slet ikke må holdes kat. Det rammer naturligvis ikke den kat du har, men kan forhindre, at du må anskaffe dig en ny på et senere tidspunkt.

Tilladelse til hund når blandet race
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

I afd. 51 må man gerne have hund, dog ikke kamp- og muskelhund. Afdelingsbestyrelsen klager til os over en beboer, som de mener har en kamphund.

 

Jeg skriver til x, og hun reagerer meget uforstående, idet hun ikke har kamphund, men en blandingshund af lovlige racer. Bilag af korrespondance og billeder er vedhæftet, endvidere udtalelse fra dyrlægen (ubrugelig).

 

Har du lignende sager du kan referere til, og mener du/I hun skal have lov til at beholde hunden? Der er ellers ingen klager over hund og ejer.

 

Min holdning er, at hun må beholde hunden.

Svar

At der står i husordenen at der ikke må holdes kamphunde er i og for sig unødvendigt, idet anskaffelse af en sådan hund ifølge lovgivningen er forbudt. Havde lejeren hunden på det tidspunkt bestemmelsen blev indført, kan hunden beholdes mod at de regler der gælder i hundeloven overholdes (mundkurv m.m.). Er hunden anskaffet efterfølgende og gøres det gældende, at det er en kamphund og I ikke mener, at det modsatte dokumenteres gennem udtalelses fra dyrlægen, så er det en politisag.

Klage over kamphund
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Vi har modtaget en klage over en kamphund. Beboeren hævder at det ikke er deres hund, men deres søns hund, som de indimellem passer. Kan vi skrive at vi gerne vil se en hunderegistreringsattest, så vi kan se hvem der ejer hunden?

Svar

Det er vel ligegyldigt hvem der ejer hunden, det afgørende er, at der er klager over den, og at hunden er identificeret hos den pågældende lejer. Lejeren selv er ansvarlig for sine egne, sin families og sine gæsters adfærd i afdelingen, og lejeren er selv ansvarlig for at også gæster respekterer husorden.

 

Går klagen på hundens adfærd, eller er det hundens blotte tilstedeværelse? Og er der hundeforbud i pågældende afdeling?

 

Hvis der er hundeforbud må I bare fastholde, at det også gælder gæster. Er der husdyrtilladelse kan der klages over konkret adfærd fra hunden (eller dens fører/ejer), som er til gene for andre beboere. 

Krav om katte føres i snor
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Kan man forlange at katte skal føres i snor? Som man giver udtryk for at man ønsker i nedenstående.

 

På afdelingsmødet diskuterede vi problemstillingen med løsgående katte.  I modsætning til katte, står der vedr. hunde, at disse skal føres i snor. Derfor var nogens opfattelse, at katte godt måtte løbe frit omkring. Men samtidig står der i husdyrkontrakten, at husdyret ikke må være til gene, og dermed ikke må løbe løs omkring, hvis dette er til gene for naboen - eller de omkringboende.

 

Det kan naturligvis være vanskeligt, at kende forskel på en kat fra de private villaer og så vores nærmeste naboer, men det berettiger ikke til, at lade dyret gå frit hvis du er beboere i afdelingen.

Svar

Man kan vedtage meget, men det er ikke altid det kan opfyldes. Et krav om at katte skal holdes i snor er formentligt opfundet af en beboer, der ikke selv har kat.

 

Det afgørende må være, om katte er til gene for andre. Det er de, hvis de urinerer i andres haver eller går ind i fremmede lejligheder, putter sig i sengene eller spiser af madvarerne i køkkenet el. lign. Og hvis der er katte som udøver en sådan adfærd, vil der være god grund til at påtale forholdet over for kattens ejer.

 

Men det er lejerens (katteejerens) problem hvordan vedkommende undgår at katten generer andre lejere. Det kan man fx gøre ved at holde inde-katte, eller afskærme mulighederne for at løbe frit ind hos andre – eller ved at holde katten i snor!

hund på besøg
Se spørgsmål og svar Luk spørgsmål og svar
Spørgsmål

Ifølge vores lejekontrakter for etage boliger, må der ikke holdes hund i lejemålet, men bliver mødt med påstanden om, at den kun er på besøg. Hvad gør man så, siger at det er der ikke noget der hedder eller?

Svar

Du har formentligt en mistanke om, at det ikke kun er et besøg til en kop eftermiddagskaffe, men et længerevarende ”besøg” og dermed et forsøg på at omgå reglen om husdyrhold.

 

Hvis dyret stadig er ”på besøg” synes jeg at I skal skrive et påkrav til lejeren om at det ikke er lovligt at holde husdyr, uanset hvem dyret tilhører, og så fortsætte proceduren helt normalt.

Har du brug for personlig hjælp?

Åbningstider:
man: kl. 13.00 - 15.00, ons: kl. 13.00 - 15.00
fre: kl. 10.00 - 12.00

Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS