Undersøgelse om frivilligt engagement i almene boligområder

Frivilligt engagement

Hver dag er almene beboere i hele landet engageret i aktiviteter i deres boligområder. Nogle arrangerer fællesspisninger eller hjælper til i lektiecaféen, andre sørger for at affaldet sorteres rigtigt eller er engagerede i afdelingsbestyrelsen. Eksemplerne er mange, men vi kender kun til ganske få. Det skal denne undersøgelse gerne lave om på.

 

Netop det frivillige engagement har stor betydning for det lokale fællesskab og sammenhængkraften, der hvor man bor.

Sådan besvares spørgeskemaet

  1. Forbered jer på at udfylde spørgeskemaet vha. spørgsmålsoversigten. Vent med at indtaste svarene, til I har alle svarene klar.
  2. Indtast svarene fra jeres boligafdeling HER.
  3. Når I har indtastet alle svarene, tryk på ”Afslut”.

 

Dette spørgeskema skal udfyldes af dig som formand- eller kvinde i afdelingsbestyrelsen, da du lokalt har en indsigt i, hvilke frivillige beboeraktiviteter der foregår i jeres boligafdeling.

Spørgeskemaet er på seks spørgsmål og besvares på vegne af afdelingens beboere senest
den 9. oktober 2020. Du må selvfølgelig gerne hente hjælp fra bestyrelseskolleger eller andre.

 

Alle afdelingsbestyrelser opfordres til at deltage, uanset niveauet af frivilligt engagement i jeres afdeling. Jo flere der besvarer – jo større og mere korrekt viden får vi om omfanget af det frivillige engagement blandt beboere i hele den almene boligsektor, hvor der tilsammen bor 1 million mennesker.

 

Vi trækker lod om tre gavekort på 500 kr. til COOP blandt de deltagende afdelingsbestyrelser! Vinderne får direkte besked på mail.

 

Både afdelingsbestyrelse og boligorganisationen vil modtage et overblik over jeres besvarelse. Dokumentation som I fx kan bruge til at skabe intern stolthed og udvikling i jeres arbejde med at engagere beboerne i frivillige aktiviteter.

 

Hvis du har spørgsmål eller problemer med spørgeskemaet er du velkommen til at kontakte Lea Darmon på lad@bl.dk.

 

Mange tak for hjælpen!

 

 

Baggrund for undersøgelsen

BL - Danmarks Almene Boliger er interesse- og brancheorganisation for cirka 530 almene boligorganisationer. Vi arbejder for vores medlemmers og beboernes interesser ved at søge indflydelse på den almene boligsektors udvikling både økonomisk, teknisk og socialt. Vi er aktuelt optagede af, at beboerne i de almene boliger høster anerkendelse fra beslutningstagere og samarbejdspartnere for den store frivillige indsats, der hver dag leveres i beboerdemokratiet og en lang række andre beboerdrevne aktiviteter.

 

BL’s repræsentantskab har i Handlingsplan 2019/2020 vedtaget, at der skal udarbejdes en strategi for frivillighed for at: ”sikre et bedre fundament for det frivillige engagement i vores boligområder og blandt de almene beboere, og styrke vores profil i offentligheden som en civilsamfundsaktør med stærke foreningsdemokratier og -aktiviteter.” Arbejdet med frivilligstrategien er i fuld gang, og i den forbindelse gennemføres nu denne spørgeskemaundersøgelse i perioden 10. september til 9. oktober 2020.

Søger du bolig? - Klik her