
Vi hylder engagement og virkelyst i det almene
BL ønsker at anerkende det store engagement og vise de mange indsatser og værdiskabende aktiviteter, som hver dag løftes af medarbejdere og beboere i boligorganisationer overalt i Danmark.
Med 4 priser indenfor 2 kategorier - Klima og miljø - og Socialt engagement - hylder vi derfor engagementet og virkelysten i de almene boliger.
Fra 1. marts til og med 8. maj 2023 kunne der indstilles kandidater og projekter indenfor de fire priskategorier: socialt engagement, grønt engagement, bedre livsvilkår, og bedre boligområder.
Priserne for socialt engagement
Vi uddeler i denne kategori to priser:
STJERNEPRISEN for socialt engagement: Prisen gives til en beboer eller en gruppe af beboere, til en vicevært eller anden person, som har været særligt engageret i deres boligområde, og som gennem deres virke har bidraget til bedre trivsel, naboskab og mere involvering.
STJERNEPRISEN for bedre livsvilkår: Prisen gives til det fagligt stærke sociale initiativ, som på særlig vis har evnet at forbedre beboernes livsvilkår. Initiativet kan være en del af en helhedsplan eller være startet af boligorganisationen selv. Det kan være et initiativ, som henvender sig mod børn, unge eller voksne. Initiativet har formået at give beboerne styrke til selv at forbedre deres livsvilkår.


Priserne for 'Klima og miljø'
Vi uddeler i denne kategori to priser:
STJERNEPRISEN for grønt engagement: Prisen gives til en beboer eller gruppe af beboere, til en vicevært eller anden person, som på særlig vis har formået at engagere beboerne i den grønne dagsorden og som har leveret synlige resultater. Det kan være indenfor biodiversitet, kildesortering, energiforbrug eller noget helt tredje, som bidrager til en mere bæredygtig fremtid.
STJERNEPRISEN for bedre boligområder: Prisen gives til et fagligt stærkt projekt med fokus på det fysiske – enten nye innovative boligprojekter, som tager bedre vare på vores klima og miljø, eller projekter, der tager bedre vare på vores eksisterende boligområder – det vi allerede har bygget. Prisen gives til en boligorganisation, der kan inspirere os til, hvordan vi i fremtiden kan løse vores opgaver på mere bæredygtig vis.
Med STJERNEPRISERNE hylder vi engagementet og virkelysten i de almene boliger. Indstil jeres kandidat, initiativ eller projekt i en af de fire priskategorier senest den 30. april.
Vigtige datoer for STJERNEPRISERNE
Indstillingsperiode 1. Marts - 8. Maj (ny deadline)
Boligorganisationerne indstiller projekter / kandidater under de fire priskategorier: socialt engagement, grønt engagement, bedre livsvilkår, og bedre boligområder.
Vinderne findes 30. september
De nominerede projekter vil blive offentliggjort i løbet af august og endeligt præsenteret i forbindelse med Almene Boligdage 2023. Her kan de ca. 1.200 konference-deltagere stemme på deres favorit indenfor hver af de fire kategorier. Det projekt eller den kandidat i hver kategori, som opnår flest stemmer, vinder og kåres dermed til årets almene stjerne indenfor kategorien.
Oprettelse: 01.03.2023 | Sidst opdateret: 22.06.2023
Sideansvarlig: Kristoffer Friis Sørensen