Hvad betyder det at være et forebyggelsesområde?
Forebyggelsesområder er en ny områdetype, som Folketinget har indført ved lov. De er udpeget for første gang den 1. december 2021.
Et forebyggelsesområde overskrider nogle grænser som Folketinget har fastlagt om beboere, der har ikke-vestlig baggrund, arbejdsløshed, dømte beboere, beboere med lav uddannelse og lav indtægt. Folketinget mener, at der er en risiko for, at forebyggelsesområder på sigt bliver udsatte områder, hvis ikke der iværksættes indsatser.
At dit område bliver udpeget som forebyggelsesområder, betyder som udgangspunkt ikke, at der sker ændringer, hvis du blot ønsker at blive boende i din bolig.
Der vil fra 30. november 2021 skulle stilles krav til dem, som søger en bolig i et forebyggelsesområde. Kravene vil bl.a. skulle omhandle at være i arbejde eller være under uddannelse. Det kaldes fleksibel udlejning. De præcise krav skal laves af kommunen, så de kan være forskellige fra område til område. Kravene gælder i 4 år ad gangen – eller indtil området ikke længere er forebyggelsesområde.
Kravene er obligatoriske for alle udlejninger, så du skal også leve op til kravene, hvis du ønsker at flytte til en anden bolig via intern oprykning. I forebyggelsesområder er der ikke fastlagt krav til tilflyttere via fremleje eller bytte. Hvis du skal genhuses i et forebyggelsesområde, fordi din bolig skal renoveres eller ombygges, skal du ikke leve op til de særlige krav.
Der vil blive stillet krav til de lejere, som kommunerne anviser via den kommunale anvisningsret. F.eks. kan kommunen som hovedregel ikke anvise lejere, som har fået kontanthjælp i mere end 2 år eller husstande, hvor et medlem er statsborger i et land udenfor EU, EØS eller Schweiz.
Læs mere: Her er listen 2023
Print selv-pjece om forebyggelsesområderne, som kan bruges til at informere beboerne.
Hent pjecen:
Forebyggelsesområder - se hvad de betyder for dig
Oprettelse: 18.11.2021 | Sidst opdateret: 01.12.2023
Sideansvarlig: Sanne Steen Petersen