Design Uden Navn (12)

OB-konference 2021

To hektiske år er gået siden, vi sidst har samlet organisationsbestyrelsesmedlemmer fra landets boligorganisationer, men nu er ventetiden endelig forbi. Derfor er det med glæde, at BL inviterer til konferencen for organisationsbestyrelser d. 4. sept. – 5. sept. 2021.

På trods af at landet har været lammet af en global pandemi, så har de almene boligorganisationer vist, hvordan man stadig kan bidrage til en positiv samfundsudvikling. I en verden, hvor pandemier, klimaforandringer og ændringer i befolkningen påvirker samfundet konstant, skal man kunne finde bæredygtige løsninger.

Derfor er det overordnede tema for årets konference Den bæredygtige boligorganisation. Lotte Bundsgaard, TV2, er moderator.

Som organisationsbestyrelse har I ansvaret for den strategiske udvikling af jeres boligorganisation. En udvikling, der skal være langsigtet, strategisk, bæredygtig og ske i samspil med lokale, nationale og globale dagsordener.

En almen boligorganisation har en forpligtelse til at bidrage til en positiv samfundsudvikling, og som organisationsbestyrelsesmedlem har du en forpligtelse til at bidrage til den strategi, der skal sørge for udviklingen. På årets konference vil du få inspiration, viden og værktøjer til at gøre netop det.

Vi har lavet et program, som byder på nogle af landets skarpeste ledelsesskikkelser, samtidig med at der vil være rig mulighed for at deltage i faglige workshops, debatter og netværke med kolleger fra andre boligorganisationer fra hele landet.

På konferencens dag 1 God Almen Ledelse

På konferencens dag 2 Engagement og deltagelse (programmet opdateres fortsat)

 

 

Dato: 4.-5. september 2021

Sted: Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg


Tilmelding til konferencen kan ske her

Derfor skal du komme!

DAG 1 - GOD LEDELSE I DEN ALMENE SEKTOR

Ledelse og udvikling i en forandringstid

Andreas Kamm (tidl. generalsekretær i Dansk Flygtninge hjælp) giver et lærerigt og inspirerende foredrag om professionel og værdiskabende ledelse.

God Almen Ledelse i den almene sektor

Dorte Hjerrild (Afdelingschef i BL – Danmarks Almene Boliger) præsenterer BL’s arbejde med god almen ledelse.

Samtalepanel om God Almen Ledelse

Lotte Bundsgaard (Redaktør TV2 Nyhederne) vil stille skarpe spørgsmål, når et panel bestående af Ole Jacobsen (adm. Direktør i DAB), Vinie Hansen (BL’s næstformand) og Anna Bjerre (Formand for Frivilligrådet) skal diskutere hvordan bestyrelsen kan arbejde med God Almen Ledelse hjemme i egen boligorganisation.

Workshop: God Almen Ledelse

Bestyrelserne i den almene sektor løfter et stort ansvar. Det er et ansvar, som rummer både ledelsesmæssige udfordringer og dilemmaer for bestyrelserne. Det kalder på ”God Almen Ledelse”, men hvordan arbejder bestyrelsen med det? Det vil deltagerne undersøge i denne workshop.

Ulrik Wilbek om strategisk ledelse

Han har tidligere vundet alt med kvinde- og herrelandsholdet i håndbold og modtaget landets hæder. Nu er han borgmester (V) i Viborg og formand for KL’s Socialudvalg, og på vores konference vil han præsentere et spændende og inspirerende oplæg ud fra sine erfaringer.

Musik! Simona Abdellah

Simona Abdallah spiller over hele verden med mange forskellige musikere, men lørdag d. 4. september spiller hun solo på konferencen for almene boligorganisationer. Hør den dansk-palæstinensiske musiker fortælle sin personlige historie og få en fremragende musikalsk oplevelse, når hun viser sine evner på den særlige trommer – en darbuka.

Middag, underholdning og netværk

Som altid byder konferencen på middag med efterfølgende underholdning – denne gang fra illusionisten Mads Fencker (Danmark har Talent på TV2), som vil forundre vores hjerner og efterlade vores kæber på gulvet. Hele aften vil der i øvrigt være rig mulighed for netværk med kolleger fra hele landet.

Dag 2: Engagement og deltagelse

Bent Madsen (direktør i BL – Danmarks Almene Boliger) vil holde et oplæg, hvor fokusset ligger på vores sektors rolle som civil aktør i samfundet.

Vær Med-puljen – erfaringer fra praksis

Deltagerne vil blive præsenteret for cases fra Vær Med-puljen, når 3 udvalgte projekter fremlægger deres oplevelser og erfaringer fra den nye pulje, som er til for at bekæmpe ensomhed i samfundet.

"God ledelse er en forudsætning for at have sunde og robuste organisationer."

Bent Madsen, direktør i BL - Danmarks Almene Boliger

Bent Madsen, administrerende direktør i BL- Danmarks Almene Boliger, glæder sig til at være med på konferencen for organisationsbestyrelser 2021. 

Oprettelse: 06.07.2021 | Sidst opdateret: 13.07.2021

Sideansvarlig: Kristoffer Friis Sørensen

Søger du bolig? - Klik her