100 år - sådan vil vi fejre det

Vi vil bruge året på at fejre det BL repræsenterer, nemlig en almen boligsektor, der igennem mere end 100 år har dannet rammen om helt almindelige danskeres liv. Følg med her eller via nyhedsbrevet for at se hvilke arrangementer der dukker op nær dig.

100 år! Det skal fejres

Vi vil bruge året på at fejre det BL repræsenterer – nemlig en almen boligsektor, der igennem mere end 100 år har dannet rammen om helt almindelige danskeres liv. 

 

Indtil videre se planen for året sådan her ud.

Hele 2019

Nationalmuseets beretningsindsamling

Nationalmuseet gennemfører i foråret en beretningsindsamling og er interesseret i at høre fra netop dig. Alle almene beboere i Danmark inviteres til at bidrage med egen historie gennem tekst, foto, podcasts og film om den almene bolig som rammen om det levede liv i 2019.

 

For at sikre den størst mulige tilslutning, opfordres der til at gennemføre lokale arrangementer med præsentation af boligorganisationens historie, kollektive fortælle-workshops eller andet.

 

Sekretariatet leverer i samarbejde med Nationalmuseet et ideoplæg til gennemførelse af lokale aktiviteter, der støtter op om beretningsindsamlingen.

Hele 2019

Portrætfotos - mobil udstilling

En række portrætfotos vil i 2019 ’turnere’ rundt på både BL’s og boligorganisationernes konferencer.

 

Med en mobil udstilling får både ansatte og valgte mulighed for at opleve vores kernefortælling gennem en række flotte portrætter og personlige historier.

 

Udstilling kan rekvireres hos sekretariatet. Der vil blive kommunikeret nærmere om, hvordan du kan få udstillingen ud.

Hele 2019

Musikworkshops for børn og unge

Vi laver et jubilæumsalbum med sange af børn og unge fra almene boligområder i hele landet. 

 

Projektet gennemføres af organisationen Turning Tables, som laver musikworkshops med børn og unge.

 

De unge stemmer bidrager med et kunstnerisk modsvar, der er med til at nuancere billedet af de almene boligområder i dag.

15. juni 2019

Fødselsdagsfest

100-året fejres den 15. juni 2019 i så mange almene boligområder i Danmark som muligt.

 

Vi skal lave Danmarks længste fødselsdagsbord! Vi møder hinanden lokalt og viser hinanden og omverdenen, at vores fællesskab og frivillighed er en del af vores eksistensberettigelse, og at sammenhængen i samfundet også er afhængig af gode boligområder i fremtiden.

 

Sekretariatet leverer et koncept, og der kan rekvireres en ’festpakke’ – bestående af servietter, pynt, tale, drejebog, udkast til skåltale, pressemeddelelse mv. Mere info følger.

Efterår 2019

Udstilling sammen med DAC og Nationalmuseet

I et samarbejde med DAC og Nationalmuseet udstiller vi billeder, beretninger og genstande fra forårets indsamling.

 

Udstillingen følges op af en række aktiviteter, så der skabes opmærksomhed og bevægelse, herunder en Folketingshøring og debatter.

 

Udstillingens vigtigste mål er at sætte den almene beboer i centrum, med drømme, tanker og perspektiver på dét at være almen beboer i 2019.

3. november 2019

Festforestilling på Det Kongelige Teater

Den 3. november inviteres repræsentantskabet til festforestilling på Det Kongelige Teater i samarbejde med Zetland på Gamle Scene. 

Danmarks almene boligers historie præsenteres via en kavalkade af indlæg. Der lægges op til en festaften, der skal gøre os alle klogere, stolte og bevægede.

 

Øvrige gæster er politikere, samarbejdspartnere fra andre organisationer og repræsentanter for de almene boligorganisationer. Et stort antal billige billetter reserveres til almene beboer.

Oprettelse: 04.01.2019 | Sidst opdateret: 21.01.2019

Sideansvarlig: Rikke Lønne


Søger du bolig? - Klik her