Forhøjelse af Landsbyggefondens renoveringsramme i 2020

Høringssvar

Den 19. maj blev der under overskriften ”Grøn Boligaftale 2020” indgået en bred politisk aftale om at øge Landsbyggefonden renoveringsrammer frem til 2026 med godt 30 mia. kr. samt en række vigtige initiativer omkring grønnere renoveringer, øget digitalisering i byggeriet og aktivering af den såkaldte Nybyggerifond.

 

Der er tale om en række afgørende vigtige initiativer for den almene boligsektor og byggeriet i Danmark, og derfor er det også afgørende med den brede politiske opbakning, som der her skal kvitteres for.

 

Sammen med en række toneangivende erhvervsorganisationer og fagbevægelsen har BL op til boligforhandlingernes start og under boligforhandlingerne argumenteret for et renoveringsniveau i den almene sektor, der dels kunne sikre en afvikling af den lange kø af renoveringer på 18,4 mia. kr., der var ophobet gennem en årrække, og dels fremadrettet kan sikre et renoveringsniveau svarende til behovet.

 

Med boligaftalen blev sikret en afvikling af køen på de 18,4 mia. kr., og det fremlagte lovforslag udmønter den del af afviklingen af køen, der forudsættes at kunne gennemføres i 2020.

 

Indledningsvist skal der kvitteres for, at ”Grøn Boligaftale 2020” sikrer en afvikling af hele køen på de 18,4 mia.kr. Det er afgørende vigtigt for mange tusind beboere i den almene sektor over hele landet, hvor nogle har ventet i op til 10 år på at få gennemført en nødvendig renovering. Samtidig er det vigtigt, at aktiveringen af byggeriet kan være med til at holde hånden under byggeerhvervet og beskæftigelsen i en svær situation med en coronakrise.

 

Der gives i lovforslaget mulighed for at aktivere 12,1 mia.kr. af køen i 2020, og yderligere 6,5 mia.kr. i 2021. For alle renoveringerne skal der gennemføres en grøn screening for at afdække, om det er muligt at indhøste væsentlige yderligere energi- og CO2-besparelser med forholdsvis begrænsede merinvesteringer.

 

Denne grønne screening er yderst fornuftig, og fordelingen af aktiveringen af de 18,4 mia.kr. på hhv. 2020 og 2021 hviler på en forudsætning om, at en grøn screening af de 6,5 mia.kr. vil afdække et dybere grønt potentiale, som det tager lidt længere tid af realisere, hvorfor disse renoveringer først kan iværksættes i 2021.

 

Det forekommer dog forhastet at konkludere, at det på baggrund af en endnu ikke gennemført screening kan fastsættes, at gennemførelse af 6,5 mia.kr. af den samlede kø af renoveringer på 18,4 mia.kr. må afvente til 2021. Det synes mere robust at forudsætte, at alle renoveringerne i køen skal igangsættes hurtigt efter en screening, men så måske tilføje en antagelse om, at en tredjedel af de 18,4 mia.kr. forventeligt først igangsættes i 2021. Dermed sikres der en fornøden fleksibilitet

 

Vi noterer, at boligministeren netop har fremlagt en model til en frivillig bæredygtighedsklasse, som efter en testperiode forventes at blive obligatorisk fra 2023. Vi finder det yderst positivt, at der på den måde nu lægges yderligere vægt på bæredygtighed i byggeriet, og vi vil engagere os aktivt i afprøvningen af den nye bæredygtighedsklasse og ser frem til et samarbejde med boligministeriet herom, herunder også i forhold til at kunne sikre en realisering af ambitionerne om bæredygtighed i de kommende års renoveringer.

 

Endelig vil vi fremhæve, at der med lovforslaget sker en styrkelse af Landsbyggefondens muligheder i forhold til en digitalisering, hvilket både kan bidrage til kvalitet, effektivitet og de grønne potentialer i byggeriet.

 

Vi ser frem til udmøntningen af de øvrige elementer i den indgåede grønne boligaftale, herunder til at indgå i et udvalgsarbejde omkring aktivering af Nybyggerifonden til bl.a. billige almene boliger, hvilket BL også tidligere er kommet med et forslag til.

 

Med venlig hilsen

Lene Espersen

Direktør

Dansk arkitektvirksomheder

 

Michael H. Nielsen

Direktør

Dansk byggeri

 

Brian Mikkelsen

Adm. direktør

Dansk erhverv

 

Gunde Odgaard

Sekretariatschef 

BAT-kartellet

 

Henrik Garver

Adm. direktør

FRI

 

Bent Madsen
Adm. direktør
BL-Danmarks Almene Boliger

Oprettelse: 04.06.2020 | Sidst opdateret: 03.07.2020

Sideansvarlig: Sanne Steen Petersen

PDF Fil

Download høringssvaret som PDF

Download

Søger du bolig? - Klik her