Giv jeres nyvalgte den bedste start på bestyrelseskarrieren

Underviserne Henrik Madsen og Tinus Lassen fra BL Kurser og Rådgivning har brugt det Corona-prægede efterår til at udvikle et digitalt kursus for nye medlemmer i afdelingsbestyrelserne. På kurset vil kursisterne få svar på de mange spørgsmål, man kan sidde med som nyvalgt, som hvad bestyrelsens rolle og opgaver er, og hvordan man opnår det bedste samarbejde med beboere, ansatte og organisationsbestyrelsen, fortæller Tinus Lassen, konsulent i BL Kurser og Rådgivning.

”Vi skal snakke vedtægter, lovgivning og kompetencefordeling, men vi skal også snakke om, hvad der netop er særligt ved at sidde i en afdelingsbestyrelse, hvor man både er ”politiker” og beboernes tillidsrepræsentant. På den måde giver vi de nyvalgte den bedst mulige start på deres bestyrelseskarriere,” siger han.

Læring, inddragelse og udvikling
Kurset er bygget op af to moduler og vil foregå online. På den måde kan du sidde derhjemme ved din computer, få ny viden, udveksle erfaringer med kolleger fra andre boligafdelinger og drøfte måder at styrke rollen som afdelingsbestyrelsesmedlem.

”Vi er glade for, at det er lykkes os at lave et kvalificeret digitalt kursus, som i en tid med Corona kan tilbyde læring, inddragelse og udvikling af de nyvalgte medlemmer i afdelingsbestyrelsen på en sikker måde”, fortæller Henrik Madsen, konsulent i BL.

Kurset tilbydes to gange. Første gang d. 21. januar (første modul) og d. 4. februar (andet modul) kl. 16.15-17.45. Læs mere her. 

Anden runde af kurset foregår d. 11. februar og d. 25. februar kl. 16.15-17.45. Læs mere og tilmeld dig her. 
Prisen er 650,- kr. for begge moduler.

Se videoen herunder og hør Henrik og Tinus fortælle mere om kurset.

Søger du bolig? - Klik her