BL: Meget glædeligt, at listen er halveret - men kriterierne trænger til at blive justeret

Billede af Foto Holger Anderson Bent Madsen 03256

Der er i dag offentliggjort en ny ghettoliste. Den ny liste viser, at antallet af boligområder med prædikatet ”ghetto” er faldet fra 28 til 15, og at to områder nu skal rubriceres som ”hårde ghettoer” og dermed omfattes af reglerne i parallelsamfundslovgivningen. Desuden viser listen, at fire af de eksisterende ”hårde ghettoer” ikke længere opfylder kriterierne for at være en ghetto.

BL’s administrerende direktør, Bent Madsen, udtaler i den anledning:


”Det første, som springer i øjnene, og som der er al mulig grund til at glæde sig over, er, at der er væsentligt færre såkaldte ghettoer. Tallet er det seneste år næsten halveret. Det er udtryk for, at det arbejde, som boligorganisationer og kommuner driver i de udsatte områder, rent faktisk virker. Ikke mindst i forhold til at få folk i beskæftigelse. Det er også udtryk for, at det har en effekt, når myndigheder får fokus mod områder, hvor der er udfordringer. Dét er – alt andet lige – positivt.”


To nye områder rammes hårdt af skævheder

”Til gengæld er det trist, at for første gang siden 2018 er to nye boligområder desværre blevet klassificeret som ”hårde ghettoer”. Det drejer sig om Solbakken i Odense og Nørager/Søstjernevej i Sønderborg. Det var næppe områder, politikerne havde i tankerne, da parallelsamfundslovgivningen blev lavet. Solbakken har været i en meget positiv udvikling, hvor mange er kommet i uddannelse og beskæftigelse. Det er derfor fuldstændigt marginalt, at man ikke er røget af listen, og her har boligorganisationer og kommune allerede præsenteret en udviklingsplan for området, så man undgår nedrivninger og ufrivillige flytninger af beboere. I Sønderborg er boligområdet ikke mindst på listen, fordi området huser 200 førtidspensionister, men de tæller helt paradoksalt med i ghettokriteriet om for mange udenfor arbejdsmarkedet. Men førtidspensionister står jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.”


BL: Ghettolisten bør afspejle udviklingen i boligområderne

”Jeg noterer mig også, at hele fire boligområder, som i 2018 fik stemplet ”hård ghetto” ifølge kriterierne slet ikke er ghettoer længere. Og måske vil Solbakken, der bliver en hård ghetto i år, slet ikke være en såkaldt ghetto til næste år. Det er meget tankevækkende og må give anledning til overvejelser omkring, hvorvidt at de kriterier, som danner grundlag for udarbejdelsen af ghettolisten, bør gennemgå et grundigt serviceeftersyn.”

”Vores opfordring vil være i højere grad at se på udviklingen i områderne. Går det den rigtige vej? Går det fremad med uddannelsesniveauet? Kommer flere i beskæftigelse? Falder kriminaliteten? En sådan kvalificering af kriterierne indgår BL meget gerne i en dialog med boligminister, regering og Folketingets partier om.”

 

Presseansvarlig:
Michael Thorberg – 40 35 66 72 – mith@bl.dk

Søger du bolig? - Klik her