Regeringen vil tage 13 mia. kr. fra lejerne

Regeringen lægger med et nyt lovforslag op til, at staten trækker sig længere ud af den almene boligsektor.
Billede af mure.jpg

Regeringen lægger med et nyt lovforslag op til, at staten trækker sig længere ud af den almene boligsektor. Helt konkret har regeringen set en mulighed for at sende sine udgifter i forbindelse med det almene boligbyggeri videre til Landsbyggefonden. Det er den fond, lejere betaler ind til for blandt andet at sikre renovering af boligerne i fremtiden.


Fredag 23.3 skriver Berlingske om regeringens lovforslag, hvor den lægger op til, at Landsbyggefonden skal betale den støtte tilbage, som staten yder til renter på lån til nye almene boliger. Følgerne kan blive en slunken kasse i Landsbyggefonden, ingen renoveringer af boliger og huslejestigninger. 

Forslaget møder skarp kritik fra boligselskaber, eksperter, Socialdemokratiet og regeringens eget støtteparti, Dansk Folkeparti. DF-formand Kristian Thulesen Dahl er kritisk og vil ikke garantere Dansk Folkepartis støtte til en sådan finansieringsmodel.

"Vi er grundlæggende meget bekymrede over det, regeringen foreslår. Tiden er ikke inde til det ideologiske opgør, som regeringen kommer med her," siger han til Berlingske.

S-formand Mette Frederiksen siger ifølge Berlingske, at det ser "meget svært ud" med Socialdemokratiets støtte til forslaget.

"Der er meget godt i ghettoplanen, men jeg råber op nu og siger, at det ikke er rimeligt, at landets lejere betaler regningen. Så må forhandlingerne gå i gang," siger Mette Frederiksen.

Forslaget vil sende en regning på 13 milliarder kroner til Landsbyggefonden, som landets lejere betaler til for blandt andet at sikre renoveringer af boliger i fremtiden. Og det vil få alvorlige konsekvenser for lejerne, advarer Bent Madsen, der er direktør i BL – Danmarks Almene Boliger.

"Man bruger udspillet mod parallelsamfund til at pakke et dødbringende våben ind i beboernes opsparing," siger Bent Madsen til Berlingske.

Oprettelse: 03.01.2019 | Sidst opdateret: 25.07.2019

Sideansvarlig: Heidi Andersen


Søger du bolig? - Klik her