Almene beboere lagde stue til Bisse-koncert
BL har i et samarbejde med Frost festival ønsket at bringe musikalske oplevelser og kultur ud i almene boligområder.
Denne nyhed er fra 2017.
BL har i et samarbejde med Frost festival ønsket at bringe musikalske oplevelser og kultur ud i almene boligområder. Den 5. februar spillede kunstneren Bisse koncert i Kollektivhuset, da seks unge åbnede deres lejlighed op for halvtreds fremmede mennesker.
Søndag aften havde Frost festivalen fornøjelsen af at præsentere kunstneren Bisse til en ret utraditionel koncert. Seks unge åbnede nemlig deres fælles private hjem i Kollektivhuset for halvtreds mennesker og Bisses poetiske univers. Kollektivhuset ligger på Østerbro og er almene boliger, der administreres af Boligkontoret Danmark.
En af deltagerne var Anna Johansen, der havde inviteret sin kæreste Victor Aagaard med.
”En koncert plejer at være en individuel personlig oplevelse, men her er det som om, vi er en stor gruppe venner, der ikke kender hinanden, der ser en anden ven optræde, som vi heller ikke kender” fortæller Anna Johansen.
”Hvis nogen laver en bevægelse, mærker alle det. Man får det hele med, og der er interaktion blandt publikum” siger Victor Aagaard.

Værterne er helt enige med gæsterne, og de synes, aftenen har været en succes.
”Det har været sindssygt fedt, det har været meget specielt at invitere så mange mennesker indenfor. Men folk har været helt vildt søde. Jeg synes, lige præcis valget af Bisse har passet helt perfekt. Det her meget nære tekstunivers og hans rolle som historiefortæller passer genialt, når man sidder klods op og ned af ham, kigger op og bliver skefodret med gode historier.” siger Daniel Dybdal.
Louise Meier er helt enig,
”Det er gået over alt forventning, det har været en kæmpe succes og virkelig god stemning. Vi stod lige og snakkede om, vi kan få lov at være værter igen næste år.” siger Louise Meier.

BL – Danmarks Almene Boliger har indgået et samarbejde med Frost festivalen for at få musik og kultur ud i de almene boligområder. Frost festival arrangerer musikalske oplevelser og koncerter for femte år i træk. Festivalen fortsætte resten af februar.