Søger du bolig? - Klik her

BL om boligskatterne: Det endte godt med tryghedsgaranti til de almene lejere

Bred politisk aftale sikrede, at de almene lejere kom med i boligaftalen.

”Da boligskatteforhandlingerne startede, var det var en hård kamp at få politikerne på Christiansborg til at huske, at en meget stor del af befolkningen bor til leje, at næsten en million af disse bor til leje i almene boliger, og at de også betaler boligskatter. Men heldigvis satsede regeringen på en bred politisk aftale, så da partierne udenfor regeringen kom med i forhandlingerne, kom hensynet til lejerne – herunder beboerne i Danmarks almene boliger – til at spille en stor rolle. Og vi er ganske tilfredse med, hvor forhandlingerne på dette område er landet. Trygheden for ejerne er nu blevet fulgt op af en tryghedsgaranti for lejerne i den almene sektor. Og det var det, vi arbejdede for.”

Sådan siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, om den ny aftale med titlen ”Tryghed om boligbeskatningen”.

Set fra den almene sektor synsvinkel er de vigtigste punkter i den ny aftale følgende punkter:

  • Den almene sektors boligskatter forventes under de nuværende regler at udgøre 2,5 milliarder kroner (2017-priser) i 2021, hvor de nye ejendomsvurderinger træder i kraft. Overgangen til det nye ejendomsvurderingssystem må hverken for ejere eller lejere i 2021 fører til, at nogen betaler mere i grundskyld end under de nuværende regler. Som følge af tryghedsgarantien, som konkret udmøntes via en skatterabat til den enkelte ejendom, vil en række boligejere og lejere opleve faldende ejendomsskatter i 2021. For den almene sektor forventes de samlede ejendomsskatter at falde fra 2,5 milliarder kroner under de nuværende regler til 1,9 milliarder kroner i 2017-priser.
  • Der er samtidig lagt et loft over, hvor meget de samlede almene ejendomsskatter må stige frem mod 2040, nemlig på 600 millioner kroner i 2017-priser. Dermed er den samlede effekt af ændrede ejendomsvurderinger, skatterabat og stigningsloft, at de samlede almene ejendomsskatter – tilsvarende de private boligskatter - holdes nogenlunde i ro frem mod 2040.
  • Selvom de samlede almene ejendomsskatter holdes i ro kan der være nogle, som oplever relativt kraftige stigninger i ejendomsvurderingerne. Der er imidlertid stor usikkerhed om de konkrete vurderinger for erhvervsejendomme, som den almene sektor hører under, hvorfor det er udskudt til 2020, at beslutte hvordan man skal undgå, at nogle almene boligafdelinger vil opleve store årlige stigninger i takt med at skatterabatten udfases. Der er dog politisk enighed om, at dette skal håndteres og undgås.

Download:
Forlig mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om Tryghed om boligbeskatningen

For yderligere oplysninger kontakt: Adm. direktør Bent Madsen, på telefon 2888 1877.

Redaktionel kontakt: Kommunikationschef Michael Thorberg på telefon 4035 6672.

Oprettet: 02. maj. 2017, Senest opdateret: 02. maj. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS